VFX-artisten Jonas Ussing genopliver sin eminente YouTube-serie om computeranimation – se det nye afsnit her
En af Danmarks førende computertroldmænd er tilbage med endnu en fascinerende og finurlig video om filmbranchens brug af CGI – og mørklægningen af den brug.
Tilbage i efteråret 2023 tog den danske VFX-artist Jonas Ussing hul på en YouTube-serie om CGI – altså computer-generated imagery. Med andre ord: alle de visuelle aspekter af en film, som er genereret ved brug af computer – lige fra en mikroskopisk tilføjelse langt væk i baggrunden til en 100% computerskabt hovedkarakter såsom den rapkæftede vaskebjørn Rocket Raccoon i "Guardians of the Galaxy" eller kæmpemonstrene i "Godzilla x Kong: The New Empire".
Ussing er en af Danmarks mest erfarne VFX-folk. Han blev Emmy-nomineret for sit VFX-arbejde på BBC-serien "Kroppens mysterier", og han er blevet Robert-nomineret to gange. Og ud over hans arbejde på hjemmefronten har han bl.a. arbejdet på store internationale film som "RRR", "Olympus Has Fallen" og "Cowboys & Aliens".
Så alle Ussings videoer bugner selvsagt af gennemarbejdet research og ekspertise. Og derfor er de også blevet skamrost af nogle af verdens førende VFX-folk – inklusive det populære Corridor Crew-slæng – og Ussings VFX-indslag har (i skrivende stund) høstet næsten 3 millioner views på YouTube.
Og selvom afsnit 4 blev lanceret som YouTube-seriens sidste episode tilbage i maj 2024, så har Ussing nu lanceret en 5. episode, der kan ses herunder. Husk i øvrigt at se de første fire afsnit:
Og ligesom i de fire første episoder giver Ussing os ikke blot et indblik i det enorme (og undervurderede og ofte underrapporterede) arbejde, som alskens VFX-artister lægger i flere Hollywood-storfilm hvert eneste år, for Ussing giver os også et noget nedslående og indimellem grinagtigt og tilmed chokerende indblik i, hvor mange kræfter Hollywoods PR-maskineri bruger på at tale ned om VFX-arbejdet.
For både selskaber, skuespillere og filmmagere i Hollywood frygter åbenbart, at hvis biografpublikummet får nys om mængden af CGI i film, så vil de ikke gide bruge penge på en biografbillet.
Ussings YouTube-serie bærer også navnet "'NO CGI' is really just INVISIBLE CGI", fordi der i virkeligheden er meget flere computerskabte elementer i film og tv-serier, end folk går og tror – og den opfattelse er med til at underkende VFX-folkenes enorme indsats.
Og i det dugfriske afsnit 5 er det særligt "Mission: Impossible"-franchisen, der tages under "kærlighed" behandling. Tom Cruise-serien har især markedsført sig på ægte stunts og praktiske effekter – men sandheden er lidt en anden og ilde hørt.
Derudover bliver der bl.a. kigget nærmere på millioner af tulipaner i "Wicked", Marvel-tidsrejser og de fotorealistiske aber i "Kingdom of the Planet of the Apes". Se hele videoen her: