VFX-legenden Douglas Trumbull er død, 79 år gammel

"Blade Runner", "Rumrejsen år 2001", "Star Trek: The Motion Picture" og "Nærkontakt af tredje grad" er blot fire af de projekter, som Trumbull brillerede på.

En af de allerstørste pionerer inden for special effects til film, Douglas Trumbull, er gået bort i en alder af 79 år. Det bekræfter Trumbulls ene datter, Amy, på Facebook.

Ifølge Amy Trumbull led hendes far af både kræft, en hjernetumor og komplikationer ovenpå et slagtilfælde. Amy fortæller:

"Min søster, Andromed, og jeg så ham i lørdags og fortalte ham, at vi elsker ham, og at han skulle nyde og omfavne den store rejse til det hinsides."

Særligt Trumbulls arbejde på modellerne og kulisserne til Stanley Kubricks "Rumrejsen år 2001" var skelsættende og inspirerede talløse andre kunstnere til at arbejde med VFX.

Det er næppe en overdrivelse at sige, at Trumbull var sit felts største kreative dynamo i 1970'erne og 1980'erne (måske med kollegaerne John Dykstra og Dennis Muren lige i hælene), og han blev Oscar-nomineret for sit arbejde på Steven Spielbergs "Nærkontakt af tredje grad" samt "Star Trek: The Motion Picture" og "Blade Runner".

Han vandt desværre ikke Oscars for sit arbejde på nogen af filmene, men han vandt senere hele to æres-Oscars – én i 1993 og én i 2012 – for sit monumentale arbejde og sine filmtekniske opfindelser. Trumbull skabte bl.a. motion-control-kameraet.

Trumbull instruerede også flere kortfilm og to spillefilm: sci-fi-kultfilmen "Silent Running" og science fiction-thrilleren "Brainstorm". Men da skuespilleren Natalie Wood døde, mens optagelserne til sidstnævnte film stod på (et mysterium, som Quentin Tarantino refererer til i "Once Upon a Time... in Hollywood"), valgte Trumbull derefter at forlade Hollywood.

Dernæst arbejdede Trumbull på alskens udstyr i sit eget VFX-laboratorium, og han arbejdede på flere mindre kortfilm. Han gjorde dog et flot comeback i 2011, hvor han blev hyret som VFX-konsulent på Terrence Malicks "The Tree of Life", og han arbejdede også på effekterne til – og producerede – den prisbelønnede genrefilm "The Man Who Killed Hitler and Then the Bigfoot" i 2018.

Trumbulls far, Don, arbejdede også på special effects til film – endda på legendariske titler som "Troldmanden fra Oz" og den første "Star Wars"-film. Trumbulls mor var kunstner, så det er intet under, at Trumbull endte med at blive et kreativt multitalent.

I de seneste år har Trumbull også kæmpet en brav kamp for at sikre optimeret filmfremvisninger i USA's biografer, og han arbejdede på udstyr, der kan skyde lysere og mere detaljerede billeder op på de hvide lærreder. Trumbull var også en af de første varme fortalte for udbredelsen af IMAX, og han skabte Universal Studios' "Tilbage til fremtiden"-forlystelse.

Trumbull var altså en passioneret ener, som tydeligvis brændte for de levende billeder og for at sikre, at de gjorde størst muligt indtryk på os tilskuere.

Trumbull efterlader sig hustruen Julia og sine førnævnte døtre.

Kommentarer

VFX-legenden Douglas Trumbull er død, 79 år gammel

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen