Val Kilmer tilbage som Iceman i "Top Gun: Maverick"?

Kilmer er klar til igen at få luft under vingerne i én af sine mest ikoniske roller.

Ifølge The Wrap skulle Val Kilmer være klar til endnu engang at gå på vingerne sammen med Tom Cruises Maverick i opfølgeren til 1980’er-klassikeren "Top Gun".

I Tony Scotts originale film gav Kilmer den som piloten med kaldenavnet Iceman, der om nogen var Cruises største rival og dermed gjorde livet ekstra surt for Maverick og den kække guts forsøg på at blive den bedste af de bedste jagerpiloter. 

"Top Gun: Maverick" bliver efter sigende en rivaliseringsfilm i stil med etteren, hvor Cruises Maverick nu fungerer som instruktør på Top Gun – et sted, hvor droner bliver stadigt mere fremherskende og dermed er ved at overflødiggøre de konventionelle dogfights. Præcis hvor Kilmer passer ind i den ligning vides endnu ikke, ej heller hvorvidt der blot er tale om en nostalgisk cameo.

Nyheden skal dog angiveligt tages med et gran salt, eftersom Kilmer tidligere selv har været ude og mane til besindighed på Facebook: "Det her har været på tale længe, og der er forskel på at blive tilbudt en rolle til rent faktisk at spille den. Det var bare sådan en skøn opringning fra min agent."

Hvorom alting er, har Joseph Kosinski ("Oblivion") taget plads i instruktørstolen efter afdøde Tony Scott, og "Top Gun: Maverick" skulle lande i biograferne 12. juli 2019.

Kommentarer

Val Kilmer tilbage som Iceman i "Top Gun: Maverick"?

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen