Vampyrfilmen "What We Do in the Shadows" skal produceres som tv-serie

FX har lagt billet ind på 10 afsnit af kultkomedien.

Før han fik stor succes med "Thor: Ragnarok", skrev og instruerede Taika Waititi den sjoveste – og måske endda også den bedste – vampyrfilm til dato: "What We Do in the Shadows".

Filmen, som er skrevet og instrueret i samarbejde med Jermaine Clement ("Flight of the Conchords"), følger en lille gruppe vampyrer i et bofællesskab i New Zealand. I bedste mocumentary-stil får vi et sjældent indblik i, hvilke udfordringer en moderne vampyr gennemgår i dagens samfund. Helt fra at skulle betale husleje til, hvordan man rammer hovedpulsåren på ens offer.

Nu har tv-selskabet FX så planlagt en serie på indtil videre 10 episoder baseret på filmen. Serien vil skifte New Zealand ud med New York, og den vil heller ikke omhandle de samme karakterer, som vi så i filmen.

Præmissen vil dog være den samme; vi følger tre vampyrer, som har været roommates i flere århundreder. Ligeledes vil både Waititi og Clement agere producenter på serien.

Hvis alt går vel, vil "What We Do in the Shadows" få premiere i foråret 2019.

Kommentarer

Vampyrfilmen "What We Do in the Shadows" skal produceres som tv-serie

  • ★★★★0

    Det kunne faktisk blive ret underholdende, hvis man kan bibeholde humoren fra filmen.

    Bruno 4-05-18 14:57

  • ★★★5

    måske endda også den bedste – vampyrfilm til dato

    Den gnækkende lyd i baggrunden var min filmsnobbede hånlatter. ;)

    Benway 5-05-18 12:17

  • ★★★0

    Jeg er tilbøjelig til at være enig...What We Do in the Shadows er helt fantastisk. 

    Guldager 5-05-18 13:01

  • 0

    Den gnækkende lyd i baggrunden var min filmsnobbede hånlatter. ;)

    Ha! Jeg står ved mine ord ;-)

    jarlen 5-05-18 20:46

  • ★★★1

    Jeg kan rigtigt godt lide "What We Do In the Shadows", men når det kommer til vampyrfilm, så er der en håndfuld jeg finder bedre. Bl.a. "Lad den rette komme ind", "Only Lovers Left Alive" og "Nosferatu".

    Kruse 5-05-18 20:59

  • ★★★1

    Jeg kan rigtigt godt lide "What We Do In the Shadows", men når det kommer til vampyrfilm, så er der en håndfuld jeg finder bedre. Bl.a. "Lad den rette komme ind", "Only Lovers Left Alive" og "Nosferatu".

    Og selvfølgelig Twilight: Breaking Dawn Pt. 1....

    David Lund 5-05-18 21:00

  • ★★★0

    Og selvfølgelig Twilight: Breaking Dawn Pt. 1....

    Den må man selvfølgelig ikke glemme...

    Kruse 5-05-18 21:43

  • ★★0

    Jeg er bestemt enig i, at What We Do in the Shadows er fremragende, men sådan ligefrem den bedste?

    Det er selvfølgelig subjektivt, men den ville nok ligge et pænt stykke nede ad en top 10 hos mig.

    Det er jo et godt oplæg til diskussion: hvilke vampyrfilm, synes I andre, er de bedste?

    thomsen 6-05-18 13:08

  • ★★★★0

    Og selvfølgelig Twilight: Breaking Dawn Pt. 1....

    Eller som vi bare kalder den hjemme hos os: Klassikeren. Ikke at forveksle med Citizen Kane, som vi refererer til som Mesterværket. 

    Riqon 6-05-18 13:17

  • ★★2

    For mit eget vedkommende deles de to Nosferatu-film, Murnaus fantastiske original fra 1922 og Herzogs melankolske genindspilning fra 1979 om førstepladsen. Hvilken af dem, der er bedst, afhænger som regel af, hvilken jeg har set sidst.

    Murnaus' film regnes af nogle for at være den første "rigtige" horrorfilm (som i: "en film der er beregnet på at skræmme og/ eller væmme sit publikum"), hvor horror måske mere blot var et element ud af flere i andre tidligere film.
    Det kan man jo altid diskutere, men den indeholder forbavsende mange interessante elementer - fra udendørs og location-optagelserne (usædvanlige for deres tid), de negative billeder af kareten, over grev Orloks fantastiske opstigen fra sin kiste ombord på båden til selve grevens udseende, og ikke mindst så var det jo den film, der opfandt hele konceptet om, at vampyrer ikke kan lide dagslys.

    Herzog tager originalen og drejer den over mod en endnu mere sørgmodig, ulykkelig kærlighedsfortælling. Jeg syntes, at den var gabende kedelig, da jeg så den første gang som stor teenager, men i dag elsker jeg den højt. Dens sygdoms- og pestmetaforer er fantastiske. 

    Dernæst ... tja ... 

    Jeg har et varmt forhold til John Badhams Dracula-filmatisering ligeledes fra 1979. Frank Langella i hovedrollen er måske lidt af en flødebolle, men filmen har den rette gotiske atmosfære, og så er det en af de få vampyrfilm, jeg faktisk finder en smule skræmmende.

    Omvendt kan jeg ikke særligt godt lide Coppolas pompøse Dracula-film. Den er svulstig som en opera og lider (efter min mening naturligvis) af elendig casting. 

    Universals klassiske Dracula-serie fra 1930-40'erne er jeg heller ikke særligt vild med. Originalen fra 1931 er stiv og stillestående og minder mest af alt om filmet teater (hvilket det på sin vis jo sådan set er - den er baseret på et populær teaterstykker mere end på bogen). Dens eneste fordele er første akt og Bela Lugosi.

    Min favorit af dem er nok Dracula's Daughter med dens bizarre lesbiske undertoner, som godt nok er meget nedtonede i forhold til det, man oprindeligt havde planlagt.

    Hammers Dracula-serie er langt bedre, og man bør mindst se (Horror of) Dracula og Brides of Dracula. Ligesom med Universal-serien, så holder jeg dog nok mest af Frankenstein. 

    Moderne film? Lad den rette komme ind er fantastisk!

    thomsen 6-05-18 13:32

  • ★★★1

    Jeg er bestemt enig i, at What We Do in the Shadows er fremragende, men sådan ligefrem den bedste?

    Det er selvfølgelig subjektivt, men den ville nok ligge et pænt stykke nede ad en top 10 hos mig.

    Det er jo et godt oplæg til diskussion: hvilke vampyrfilm, synes I andre, er de bedste?

    En hurtig top 12 hos mig ville se således ud. :) 

    1. Bram Stokers Dracula 
    2. Fright Night 
    3. The Addiction 
    4. Near Dark 
    5. The Fearless Vampire Killers 
    6. Only Lovers Left Alive 
    7. Lad Den Rette Komme Ind
    8. Nosferatu - 1922
    9. The Lost Boys 
    10. 30 Days of Night 
    11. Captain Kronos - Vampire Hunter 
    12. From Dusk Till Dawn 

    ---

    Jeg vil gerne uddybe de valgte film, men det bliver først lidt senere i dag. 

    NightHawk 6-05-18 13:44

  • ★★★0

    Det er ikke en genre, jeg har dyrket vildt meget. Men min favorit er Let the Right One In

    1. Let the Right One In
    2. Vampyr
    3. Only Lovers Left Alive
    4. What We Do in the Shadows
    5. Nosferatu
    6. Dracula (1931)
    7. Horrors of Dracula

    Det er mine 9 og 8/10'ere.

    Guldager 6-05-18 18:05

  • ★★★★0

    Jeg har et varmt forhold til John Badhams Dracula-filmatisering ligeledes fra 1979. Frank Langella i hovedrollen er måske lidt af en flødebolle, men filmen har den rette gotiske atmosfære, og så er det en af de få vampyrfilm, jeg faktisk finder en smule skræmmende.

    Den har bestemt også sine gode elementer. Den er dog også baseret på et teaterstykke så vidt jeg husker.

    T. Nielsen 6-05-18 18:17

  • ★★★★0

    Jeg ville vitterligt ikke kunne opstille en liste over de bedste vampyrfilm. Jeg da set virkelig mange, men en del er så mange år siden at jeg overhovedet ikke ville være i stand til at dømme dem fair. Dem som har haft størst betydning for mig historisk set, er dem med Christopher Lee, hvor jeg forsat finder The Horror Of Dracula og Dracula: Prince Of Darkness virkelig gode.

    T. Nielsen 6-05-18 18:20

  • ★★★1

    En hurtig top 12 hos mig ville se således ud. :) 

    1. Bram Stokers Dracula 
    2. Fright Night 
    3. The Addiction 
    4. Near Dark 
    5. The Fearless Vampire Killers 
    6. Only Lovers Left Alive 
    7. Lad Den Rette Komme Ind
    8. Nosferatu - 1922
    9. The Lost Boys 
    10. 30 Days of Night 
    11. Captain Kronos - Vampire Hunter 
    12. From Dusk Till Dawn 

    ---

    Jeg vil gerne uddybe de valgte film, men det bliver først lidt senere i dag. 

    Bram Stokers Dracula

    Trods det at man kan finde en del hovsaløsninger og plot-huller undervejs i James V. Harts svulstige manuskript, specielt i den midterste del, er ”Bram Stokers Dracula” alligevel min absolutte yndlingsfilm inden for vampyr-genren, fordi de forskellige enkelt-scener og locations hver især er lavet med en sans for detaljegrad, der bringer atmosfæren fra de gamle gyserfilm helt ud over rampen og presser, i fornemt samarbejde med hhv. gammeldags brug af lys og skygger samt nutidige kulørt ramasjang og Wojcieck Kilars stemningsfulde score, ofte pulsen helt op i det blodrøde felt, efterladende tilskueren med bankende hjerte og svedige håndflader.

    I det hele taget er Francis Ford Coppolas vision et storslået eksempel på filmteknisk håndværk i verdensklasse og det er da også her i syndfloden af eye candy proppet med farvestrålende kostumer, herlige oldschool speciel effekter og detaljerigt make-up arbejde, at filmen har sin absolutte vitalitet, nerve og sjæl, som fotograf Michael Ballhaus formår at udnytte med maksimal effekt i både de suspense-prægede scener, så som Jonathan Harkers første møde med Greven eller Draculas senere forførelse af Mina, og i de mere action-prægede, som Draculas overfald af Lucy eller den imponerende og stærkt medrivende finale, der kendetegnede for filmen er tæt på overkill men som aldrig bliver det, fordi Coppola på de helt rigtige tidspunkter går ind og med et fast greb om tøjlerne sørger for at holde kareten fra at styre ud over den overdådige afgrund.

    Samme præmis gør sig egentlig også gældende for filmens andet trumfkort i skikkelse af de, kan man vist roligt sige, kulørte præstationer dog med undtagelse af Keanu Reeves der (selv om jeg synes han faktisk gør det ganske glimrende) klart, både pga. måden rollen er skrevet på men så sandelig også fordi han ikke selv har variation nok i sit skuespil, må stå i skyggen af både Gary Oldman, Winona Ryder og Anthony Hopkins som for alle tres vedkommende spiller med en ofte skræmmende indlevelsesevne i deres respektive roller. Balancegangen mellem de helt store følelser og ultimative modsætninger, kærlighed og had, leveres med en så storladen teatralskhed, at det er snublende nær på at være for meget af det gode, men det forbliver heldigvis kun lige ved og næsten og dermed bliver måden at udtrykke sig på i sidste ende, frem for en svækkelse, blot en yderligere styrke der både gør de pompøse replikker spiselige og desuden er med til at give en ekstra slagkraftig dimension og dynamik til de effekt-drevne set-ups, som er fyldt med saft, kraft og blod i overflod.

    Fright Night - 1985

    Genial, nostalgisk og herlig kulørt krydret 80'er film, der formår at balancere med charmerende løssluppen stil på grænsen mellem teenage liderlig humor og gåsehudsfremkaldende gys. Effekterne imponerer stadig idag og det samme gør skuespillet, hvor især Roddy McDowells afdankede gyser tv-vært og Chris Sarandons satans sexede pontente vampyr er helt i særklasse.

    The Addiction

    Havde helt glemt hvor visuelt smuk og gennemført "The Addiction"s sort/hvide fotografering er, og i flere scener, især under skildringen af storbyens natteliv, ligger Abel Ferrara sig jo ganske tæt op af samme stemningsmæssige og lettere eventyrlige horror stil, som man kender det fra de gamle universal monster film. Men denne homage til de ældre gyser film (som også bliver klassisk repræsenteret i form af Annabella Sciorras sexede og lettere teatralsk fremtonende vampyr) bliver dog formidlet helt uden at gå på kompromis med den urbane stil, der bliver brugt til at fremhæve nutidens rå og upolere indtryk af storbyen og dets borgere. Det er et miks Abel Ferrara lykkedes så godt med, at jeg ikke kan være andet end imponeret over det, præcis som det også er tilfældet, når han lader virkelighedens rædsler (i form af bl.a. billeder af massegrave fra Vietnamkrigen og bunker af lig fra KZ-lejrerne) afspejle sig i filmens fiktive ondskab, hvis kollisionkurs skaber et spændingsfelt der er dybt foruroligende og tankevækkende.

    Når man selv bliver præsenteret for disse indtryk og prøver at kapere de mange forfærdelige og grusomme billeder og den perverse ondskab, der er forbundet hermed, er det derfor ikke svært at sætte sig ind i protagonisten Kathleen Conklins (Liv Taylor) egen fordybelse og fortabelse ud i at prøve at forstå hvorfor ondskab opstår og eksisterer i samfundet og hos det enkelte menneske. Så Kathleens afhængighed af blod bliver dermed en metaforisk mareridstagtig deroute, der egentlig afspejler sig i en afhængighed af at indtage, fordøje, forstå og endeligt få kontrol over mørkets kræfter, hvilket i sig selv jo er en umulig opgave.

    Hendes retning mod vandvivdets afgrund er derfor uundgåelig også selv om hun, via Christopher Walkens nærmest zen-budistiske vampyr Peina, får en hjælpende hånd til at acceptere, at ondskaben er en del af hende. Men det er måske det hun i virkeligheden ikke vil acceptere, og i stedet går hun til grunde i løbet af hendes fanatiske dedikation på forståelse og stræben efter kontrol, som sagtens kan ses som en form for kemikaze lignende gudekompleks, hvor hun tidligere i historien mister sin sidste rest af menneskelighed, da hun "dræber" sin vendinde Jean.

    Den afsluttende og meget brutale massakre i filmens finale forvandler dog radikalt denne umiddelbart totale fortabelse til mørket, som har været undervejs i historien grundet det, at Kathleen ved de enkelte mord/transformationer tidligere har været i stand til at holde det nogenlunde på afstand og rationalisere sine gerninger. Først da Kathleen selv befinder sig midt i den groteske massakre (og dermed i overført betydning bliver konfronteret direkte med billederne vi ser i starten af filmen fra Vietnam og kz-lejrene) er det, at hun når frem til en endegyldig forløsning i sin søgen efter svar, der udmunder sig i en slags åbenbaring, hvor det langt om længe går op for hende, at ondskab ikke er noget der hverken kan forklares eller kontrolleres men desværre altid vil være en integreret del af samfundet og menneskets natur.

    Det betyder dog ikke, og slet ikke som jeg oplever de sidste scener, at Abel Ferrara forholder sig ultra pessimistisk eller nihilistisk overfor sine temaer. Tværtimod er "The Addiction" en af de film fra hans side, der har en af de mest positive slutninger (uden vel at mærke at forsøge at underminere de forfærdelig ting protagonisten har gjort) da Kathleen, vi som tilskuer identificerer os med, lærer af sine fejl og erkender sine synder, inden hun når frem til tilgivelse på to planer, hvor hendes egen (hvilket man ser i den afsluttende drømme sekvens, hvor hun lægger sit onde jeg i graven) for hende måske er den vigtigste af de to tilgivelser.

    Near Dark

    Kathryn Bigelow's vampyrwestern er et glimrende eksempel på nytænkning indenfor genren. Det hele er groft sagt gjort lidt mere jordnært her. Vampyrene besidder stadig deres velkendte evner, men i "Near Dark" er de alligevel holdt på et mere "naturligt" niveau. Lance Henriksen leverer igen en barsk skurkerolle med stil og Adrian Pasdar i hovedrollen leverer lige den potion af naivitet og gå på mod, der gør ham troværdig som helten.

    The Fearless Vampire Killers

    Roman Polanskis semi-spoof på vampyr-genren er ligsom dens underfundige og excentriske humor stadig den dag idag klukkende morsom og periodevis oprigtig uhyggelig og lykkedes på stort set samme eminente måde som Mel Brooks Frankenstein Junior med at inkorporere samme homage agtige ånd via sine kulisser, der på den måde gør, at parodien lige bliver den "tand" ekstra herlig.

    Only Lovers Left Alive

    Sædvanen tro leverer Jim Jarmush sit take på vampyr-genren i en yderst tilbagelænet stil og et langsommeligt nærmest drænende tempo, som her dog i særdeleshed passer perfekt ind i filmens tungsindige og melankolske temaer om hvorledes livets faste og ofte kedelige trummerum påvirker sindet, hvilket her bliver ganget med 1000 qua gaven/forbandelsen om evigt liv. Meget smukt og poetisk stilles dette så op i kontrast mod kærlighedens evne til at overvinde alt, hvilket jeg synes er et meget rørende budskab. Tilda Swinton og Tom Hiddlestone er desuden helt forrygende gode begge to. 

    Lad Den Rette Komme Ind

    Samme filosofi som i "The Lost Boys" her dog blot udført med en helt anden tyngde og seriøsitet angående sine emner om isolation, mobning og fremmedhad/fremmedgørelse i en stemnings-mæssig deprimerende tone af social-realisme, som står i stærk og effektfuld kontrast til de bagvedliggende håbefulde fremtidsdrømme. Skuespillet og fotograferingen er samtidig i ren verdensklasse og er ligeså en stor del af årsagen bag denne meget rørende og hjerteskærende films succes.  

    Nosferatu - 1922

    Ja, F. W. Murnaus film er bare en klassiker, der er et must see, hvis man er interesseret i at finde ud af hvorledes man med forholdsvis simple lys og skygge effekter kan skabe en utrolig ubehagelig stemning af skræk og rædsel, når Grev Orlof kommer snigende som en tyv om natten på jagt efter blod og sjæle til at stille sin ubegrænsede tørst. Det siger i allerhøjeste grad en del om F.M. Murnaus mesterlige instruktion, at filmen den dag i dag stadig er en yderst fængende og facinerende oplevelse.  

    The Lost Boys

    Joel Schumachers blanding af coming-of-age og de klassiske vampyrtemera synes jeg, at han lykkedes ganske overbevisende med at smelte sammen her også selv om det er på en yderst poppet og 80'er kitchet facon. Men det er så også charmen ved filmen, som jeg finder svært underholdende og en form for herlig eskapisme i stil og stemningsmættet lighed med "The Goonies". Effekterne er yderst overbevisende, scoret og soundtracket supercool og så er Kiefer Sutherland bare en herlig camp skurk, der giver den gas som en anden dekadent popstjerne.  

    30 Days of Night

    Med denne gyserperle lavet over tegneserien af samme navn, har David Slade på fornemmeste vis kreeret en vampyrwestern med ”30 Days Of Night”, der imponerer i sin visuelle stil med smukke og nærmest poetiske billeder af den lille landsby flække og dens snedækkede omgivelser, men som modsat også er ligeså grafisk potent i sine blodrøde og vilde splatteorgier (bedst illustreret ved overgangen i starten af filmen fra den lysende idylliske by til de parterede og maltrakterede hunde), hvilket skaber en malerisk kontrast mellem den overnaturlige og menneskelige verden, der langsomt opsluges i et alt omfavnende mørke, der på skift trækker persongalleriet ned i dybe psykiske huller, som de hver især må kæmpe deres egen kamp for at grave sig op af. Med sig som sikker styrmand gennem det visuelle landskab har David Slade fået selskab af fotograf Jo Willems hvis øje for at fange skuespillernes forpinte og plagede ansigtsudtryk (mens de langsomt bliver slidt op af både vejr og blodsudgydelser) er blændende godt udført, hvilket betyder at indlevelsen i karaktererne bliver desto mere intens.

    Josh Harnett leverer som politichefen Eben Olson vel nok en af hans bedste præstationer til dato. Rollen synes nærmest skræddersyet til en langt mere erfaren og ældre type, men unge Hartnettt formår mod forventning, på en herlig underspillet facon, alligevel at gøre karakteren helt sin egen og er yderst troværdig fra første scene af som en person, der er i sikker balance med sig selv og sine omgivelser. Som handlingen skrider frem ændres denne ellers så kølige og velovervejede helte arketype dog i form af sin lederrolle, der uomtvisteligt fører et hav af ubehagelige beslutninger med sig som betyder, at Eben gradvist forvandles til det han frygter allermest og som vampyrerne derfor bliver et spejlbillede på, nemlig hans egen kamp for at holde sine indre dæmoner og mørke sider nede, midt i den krigslignende vanvidsituation byen Barlow befinder sig i.

    Selvom broderen Jake (spillet med en følelsesmæssig og skræmmende ægte skrøbelighed af Mark Rendall) og kæresten Stella (hvis navn Melissa George i sandhed lever op til med sin smukke, hjertevarme og yndefulde præstation) er hans lys i mørket, som hele tiden holder hans psyke ved lige, bliver de også hans motivationsfaktor, der får ham til at handle som han gør i filmens slutning. Finalen virker ved første øjekast umiddelbart som et antiklimaks, men er, som jeg ser det, faktisk det stik modsatte både hvad angår Ebens udvikling, men også mht. filmens altoverskyggende budskab om offervilje, overlevelse af racen og et forsøg på at sikre sig at historien ikke gentages.

    David Slade har lavet en af de bedste vampyrfilm, jeg har set længe. Ganske enkelt af den simple grund at den er så meget mere end blot endnu en vampyrfilm. Dens personskildring er ikke dyb, hvis man ser på de andre beboere i byen og heller ikke overdrevet nuanceret, når det kommer til Jake, Stella eller sågar vampyrerne, særligt deres leder Marlow, men de er sådan set heller ikke vigtige at få beskrevet ned i mindste detalje, da det i bund og grund er Eben det hele drejer sig om. Stella fungerer som den lyse side, vampyrerne den mørke og i midten står en mand hvis hvide og rene hjerte presses ind i en moralsk gråzone, som han ikke kan se nogen anden udvej på end det valg han træffer til sidst hvis han selv skal frelses, for nu at bruge et lettere teatralsk ordvalg. ”30 Days of Night” er en visuel fryd for øjet, har en enkel men godt fortalt historie (hvis deprimerende tone bliver opvejet med et rørende closing shot, samt et smukt budskab), er fremragende spillet af samtlige medvirkende og har masser af blood & guts for horrorfans

    Captain Kronos - Vampire Hunter

    Munter og sober engelsk vampyrfilm der med vilje spiller på en overdreven seriøsitet, men som under overfladen stikker syrligt til hele genren. Flot produceret og filmet i god gammeldavs eventyrstil. Til sidst får man sågar en drabelig fægteduel i bedste Zorro stil imellem Captain Kronos og skurken. Det er tæt på camp og særdeles underholdende.

    From Dusk Till Dawn

    Quintin Tarantino og Robert Rodriguez går på en uhøjtidelig absurd og kulørt besærkergang i deres krimi/vampyrfilm, hvor intet er helligt. En ultra cool George Clooney og en ligså cool Juliette Lewis deler kindheste og håndmadder ud til højre og venstre imens ligdelene flyver rundt i lokalet. Grotesk morsom afslutning peppet op med Tom Savinis rocker gunslinger kaldet Sexmachine og den gamle blaxploitation stjerne Fred Williamsons knarvorne vietnam-veteran. Som modvægt til den meget farverige nostalgiske kitch er Harvey Keitel en fornøjelsen at følge som præsten, der selv slås med en del indre dæmoner og skeletter i skabene. Effekterne er i øvigt helt i top og understøtter fornemt filmens pulp agtige bonanza nonsens.

    NightHawk 7-05-18 03:50

  • ★★★0
    1. Lad den rette Komme Ind
    2. Bram Stoker's Dracula
    3. En vampyrs bekendelser
    4. Thirst 
    5.  A Girl Walks home at Night

    Babo 7-05-18 07:48

  • ★★★0

    Fright Night fra ‘85 så jeg faktisk fornylig og sagde mig ikke det fjerneste. Kitschet på den lidt ufede 80’er facon med mange irritationsmomenter. Så synes jeg de slipper noget bedre fra at kombinere humor i ‘What We Do....’

    Babo 7-05-18 07:59

  • ★★★★1

    Godt at se, at Near Dark er blevet nævnt. En film som ikke rigtigt sagde mig noget til at starte med, men et gensyn fik mig med ombord fanskaren.

    Bruno 7-05-18 09:06

  • ★★★1

    Fright Night fra ‘85 så jeg faktisk fornylig og sagde mig ikke det fjerneste. Kitschet på den lidt ufede 80’er facon med mange irritationsmomenter. Så synes jeg de slipper noget bedre fra at kombinere humor i ‘What We Do....’

    Jeg synes det eneste irritationsmoment er Evil Ed karakteren. Resten af filmens humoristiske indslag fungerer upåklageligt især i spillet/scenerne mellem de to hovedroller. :) 

    NightHawk 7-05-18 14:45

  • ★★★★1

    Jeg synes det eneste irritationsmoment er Evil Ed karakteren. Resten af filmens humoristiske indslag fungerer upåklageligt især i spillet/scenerne mellem de to hovedroller. :) 

    Selv ham er jeg ikke irriteret over, mere end det er intentionen, så at sige. Ellers er jeg fuldstændig enig med dig!

    T. Nielsen 7-05-18 14:51

  • ★★★0

    Selv ham er jeg ikke irriteret over, mere end det er intentionen, så at sige. Ellers er jeg fuldstændig enig med dig!

    Nej, det er nu heller ikke noget, der generer mig så meget, at det belaster resten af filmen. Men hvis man skulle finde en lille skønhedsfejl ved "Fright Night", så er det i mine øjne kun Evil Ed karakteren, der stikker lidt ud. :) 

    NightHawk 7-05-18 15:01

  • ★★★0

    Jeg synes det eneste irritationsmoment er Evil Ed karakteren. Resten af filmens humoristiske indslag fungerer upåklageligt især i spillet/scenerne mellem de to hovedroller. :) 

    Jeg skal ikke udelukke jeg nemt lader mig slå ud af kurs af bestemte genrefilm, men tror jeg var for sent på den med mindst et årti :) Jeg har intet forhold haft til den og set med dagens briller, der synes jeg den falder lidt fladt til jorden. I mine øjne. 

    Babo 7-05-18 15:08

  • ★★★★1

    Nej, det er nu heller ikke noget, der generer mig så meget, at det belaster resten af filmen. Men hvis man skulle finde en lille skønhedsfejl ved "Fright Night", så er det i mine øjne kun Evil Ed karakteren, der stikker lidt ud. :) 

    Deri kan du have en pointe ja. Har du set Fright Night 2 og i fald, hvad synes du om den? Jeg har vist ikke set den siden den udkom. Dengang kunne jeg godt lide den. Den første Fright Night har jeg genset et par gange, har den i samlingen og det er ikke sååå lang tid siden den blev set. Det er sådan en jeg med års mellemrum altid kan smække på og (u)hygge mig med:-D

    T. Nielsen 7-05-18 15:06

  • ★★★1

    Deri kan du have en pointe ja. Har du set Fright Night 2 og i fald, hvad synes du om den? Jeg har vist ikke set den siden den udkom. Dengang kunne jeg godt lide den. 

    Ja, jeg har set den på Tv et par gange og "Fright Night 2" er en ganske hæderlig sequel, der fortsætter stort set lige efter den første films slutning. Det jeg synes der er fedt ved 2'eren er, at de har nogle flere forskellige monstre med, så man i den grad føler sig hensat til de gamle universal monster film.

    Men desværre kan hverken de, eller hovedskurken der er søster til Chris Sarandons vampyr-karakter, matche Sarandons niveau og potente udstråling, så det 2'eren lever højt på er effekterne og så kemien mellem Roddy McDowell og William Ragsdale, hvilken heldigvis stadig er forrygende god. Jeg håber, at vi en skønne dag får mulighed for at gense filmen på  BD. :) 

    NightHawk 7-05-18 16:59

  • ★★★1

    Den første Fright Night har jeg genset et par gange, har den i samlingen og det er ikke sååå lang tid siden den blev set. Det er sådan en jeg med års mellemrum altid kan smække på og (u)hygge mig med:-D

    Jeg har det på fuldstændig samme måde og nyder også at gense "Fright Night" med jævne mellemrum. :) 

    NightHawk 7-05-18 17:01

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen