Viaplay og TV3 rykker til Sverige for at undgå Brexit-problemer

Efter 33 år i England med lempeligere reklameregler er det slut for den svenske streaming- og tv-koncern NENT, som fra årsskiftet vil sende fra hjemlandet.

Det er slut med at sende de nordiske TV3-kanaler og streamingtjenesten Viaplay fra Storbritannien, oplyser Berlingske.

Fra årsskiftet flytter den svenske mediekoncern Nordic Entertainment Group (NENT) tilbage til Sverige for at sikre, at seerne i Europa stadig kan være med, når hidtidige regler fra årsskiftet ophører som følge af Brexit.

Ifølge EU-lovgivning er det nemlig oprindelseslandet, der giver medievirksomheder mulighed for at kunne tilbyde deres tjenester på tværs af EU og samtidig nøjes med at skulle indrette sig efter én samlet EU-lovgivning. Denne vil fra 1. januar ikke længere omfatte Storbritannien, der til den tid endegyldigt burde have forladt EU, som derfor er gældende under de svenske myndigheder.

"Det er en historisk beslutning. Med dette bliver vi den største, kommercielle aktør i Norden med vores hjem i Sverige. Vi ser frem mod at komme hjem til vores rødder og blive en aktiv og ansvarlig aktør i den svenske samfundsdebat," skriver NENTs topchef, Anders Jensen, i et indlæg i den svenske erhvervsavis Dagens Industri.

skal nå 15 nye markeder på streaming

Og ambitionerne mangler ikke hos NENT. Anders Jensen håber at kunne nå endnu flere nordiske husstande med Viaplay, som inden for de næste fem år skal ud på yderligere 15 markeder ud over de nordiske og baltiske.

"I dag har omkring 50 procent af de nordiske husstande mindst et streamingabonnement, og vi forventer, at tallet stiger til cirka 80 procent omkring 2025. Ser vi på de husstande, som har taget streaming til sig, ser vi, at de fleste abonnerer på to eller flere tjenester samtidig – et tal, som ser ud til at ville nå tre tjenester i 2025," fortæller Jensen.

Viaplay er den hurtigst voksende del af NENT og har lige nu flere end 2,5 millioner betalende seere i Norden.

Kommentarer

Viaplay og TV3 rykker til Sverige for at undgå Brexit-problemer

  • 0

    Tror jeg er fornuftigt. Der er ingen lige pt der ved hvad der kommer ud af det Brexit noget.

    PatrickJane25-10-20 09:14

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen