Man kan sige om ham hvad man vil, men han er sgu hård nok.

Video: Tom Cruise bliver kvæstet under "Mission: Impossible 6"-stunt
Tom Cruise har altid været kendt for at udføre sin egne stunts – eksempelvis kravlede han op ad verdens højeste bygning, skyskraberen Burj Khalifa (828 meter), i "Mission: Impossible - Ghost Protocol", og i "Mission: Impossible - Rogue Nation" hang Cruise på ydersiden af et fly, som lettede(!).
Men forleden gik det galt for den efterhånden 55-årige skuespiller, da han skulle udføre et spring under optagelserne til den kommende "Mission: Impossible 6".
TMZ har skaffet en video af uheldet, hvor Cruise forsøger at springe fra ét tag til et andet, men hvor han tilsyneladende ikke springer langt nok og derfor rammer kanten på taget og slår sig.
Heldigvis ser man Cruise rejse sig op efter faldet, men han humper dog tilbage og er tydeligvis medtaget. Vi krydser naturligvis samtlige fingre og tæer for, at Cruise er all right!
"Mission: Impossible 6" skrives og instrueres af Christopher McQuarrie, som også lavede "Mission: Impossible - Rogue Nation", og medmindre Cruises uheld påvirker produktionen, så udkommer seriens sjette kapitel i juli 2018.