Videospil-hittet "Split Fiction" bliver filmatiseret

"Split Fiction" er næsten lige udkommet, men er allerede blevet en dundrende succes, og Hollywood har tydeligvis fulgt med fra sidelinjen.

Det bliver næsten ikke mere meta... Et spil, der handler om en stor organisation, der hapser andre folks kreative idéer, får nu selv sine idéer "lånt" af et filmselskab.

Variety skriver, at det spritnye videospil "Split Fiction" – som både er udkommet til pc, PlayStation 5 og Xbox Series X/S – har udløst en budkrig mellem Hollywoods store filmselskaber, der alle higer efter at få lov til at filmatisere det.

Og selskabet Story Kitchen arbejder nu sammen med spillets bagmænd hos Hazelight Studios på at hyre både skuespillere, manuskriptforfattere og en instruktør så de kan præsentere en samlet pakke for de parter i Hollywood, der ønsker at søsætte filmversionen af spillet – så må vi se, hvem der bider på.

Et andet spilhit af Hazelight, "It Takes Two", er også ved at blive filmatiseret – vi har dog ikke hørt meget om filmudgaven af netop "It Takes Two", siden vi skrev om projektet tilbage i 2022, men ifølge Variety arbejder Amazon netop nu på at få dén film ud af starthullerne.

Læs også: "It Takes Two"-forfattere taler om den kommende spilfilmatisering

Både "It Takes Two" og "Split Fiction" er såkaldte co-op-spil, der kun kan spilles af to personer samtidigt. Hver spiller styrer så den ene af spillenes to hovedpersoner, og undervejs skal man hyppigt samarbejde meget tæt for at overkomme spillenes talrige udfordringer.

I "Split Fiction" spiller man de to unge forfattere Zoe og Mio, som møder op hos selskabet Rader Publishing i håbet om at sælge deres bøger. I stedet bliver de forbundet til en maskine, der simpelthen suger deres kreative idéer ud af deres hoveder, alt imens de trasker igennem deres historier i en virtuel verden.

Zoe og Mio bliver ved et uheld forbundet til hinanden, så de kæmper sig igennem hinandens historier, der skiftevis byder på dystopisk sci-fi-action og storslået fantasy-ramasjang – og indimellem begge dele samtidigt. De forsøger at smadre den onde maskine indefra ved at sejre i alskens virtuelle arenaer, og samtidigt begynder et venskab at tage form mellem de to kvinder, som begge døjer med traumer i virkelighedens verden.

"Split Fiction" er udtænkt af den allerede legendariske, joviale spildesigner Josef Fares (bror til skuespilleren Fares Fares), og man forstår godt Hollywoods interesse i Fares' visioner, for "It Takes Two" vandt adskillige prestigefyldte priser, og efter blot én uge var der allerede blevet solgt to millioner eksemplarer af "Split Fiction" på verdensplan. Spillet udkom den 6. marts.

Kommentarer

Videospil-hittet "Split Fiction" bliver filmatiseret

  • ★★★★★1

    Som jeg skrev andet sted, spillets succes er klart på grund af dets Co-Op gameplay, og ikke dens historie, karakterne er meget sterotype, måske med vilje, men tror bare ikke store emotinelle story arch's er Hazelight's styrke og det behøver det heller ikke være, alle storybeats kan man se på flere km afstand. Men der skal dælme svinge gevaldigt med den store fyldepen til en evt. filmatisering, isætr med skurken som er grinagtig på den forkerte måde, karakteren kan ikke emote noget som helst så om hans er vred eller mad crazy så er det samme ansigts memik han bruger.

    Spillet har dog en masse sjove co-op moments og især den sidste halve time af sppillet går amok, så hvis de kan oversætte det til film kunne der måske være noget.

    Men som en kendt filmjournalist har sagt engang, I just don't know man, I just don't know.

    Elwood21-03-25 19:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen