Viggo Mortensen indleder nyt projekt med "Green Book"-instruktør

Dansk-amerikaneren og Peter Farrelly slår pjalterne sammen ved filmatiseringen af "The Greatest Beer Run Ever".

Der er godt nyt for Viggo-fans. Lige er publikumsfavoritten nemlig i forhandlinger om at medvirke i den næste Peter Farrelly-film. Indtil videre har produktionen endnu ikke en titel. Hvilket måske ikke er så underligt, da den er baseret på Joanna Molloy og John "Chickie" Donohues roman med den knapt så mundrette titel "The Greatest Beer Run Ever: A True Story of Friendship Stronger Than War."

Bogen er baseret på en autentisk fortælling om Donohue selv. Han fik i 1967 den idé at forlade New York, opsøge og dele en håndfuld øl med et par af sine barndomsvenner. Vel at mærke mens vennerne var udstationeret i Vietnam.

Sidst, Mortensen og Farrelly samarbejdede, var på sidste års femdobbelte Oscar-nominerede "Green Book", der endte med at rende med tre af dem. Dansk-amerikaneren blev i den forbindelse for tredje gang på 11 år nomineret for Årets bedste skuespiller, hvor "Ringenes herre"-stjernen tidligere har været nomineret i samme kategori for "Eastern Promises" og "Captain Fantastic".

Kommentarer

Viggo Mortensen indleder nyt projekt med "Green Book"-instruktør

  • ★★★★1

    Før Green Book havde jeg nok aldrig forestillet mig et kreativt partnerskab mellem Viggo og Farrelly - det er stadig lidt mærkeligt :) 

    Lars!12-06-20 18:38

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen