"Vinterbrødre"-stjerne får hovedrolle i sidste "Afdeling Q"-film fra Zentropa

Elliott Crosset Hove, faderen Anders Hove og Nicolas Bro har alle sluttet sig til krimifilmen, som netop nu er ved at blive optaget.

Produktionen er undervejs på "Journal 64" – filmselskabet Zentropas sidste krimifilm om Nikolaj Lie Kaas' dystre kriminalkommisær Carl Mørck – og det er derfor kommet frem, hvilke skuespillere forestillingen vil byde på.

Som den modbydelige skurk, lægen Curt Wad, har man sikret sig Elliott Crosset Hove, der fik stor ros for sin hovedrolle i "Vinterbrødre", og erfarne Anders Hove, som i den virkelige verden er Crosset Hoves far. I filmen vil der indgå passager fra flere tidsperioder, og far og søn vil således portrættere den skumle læge som henholdsvis gammel og ung.

Nicolas Bro, som vi så i 2017 i projekter som "Fantasten" og "Mens vi lever", har også tilsluttet sig filmens rolleliste, hvor han skal give den som journalisten Brandt. Derudover har man hapset Marianne Høgsbro som Curt Wads kone, mens Fanny Leander Bornedal ("1864") og Clara Rosager ("En-to-tre-nu!") skal spille de to Sprogø-piger Nete og Rita, som Wad udsætter for så mange grufuldheder.

Lie Kaas er tilbage som hovedrolleindehaver i den nyeste "Afdeling Q"-historie, ligesom Fares Fares endnu en gang vil kunne opleves som Mørcks partner Assad. Desuden vil Johanne Louise Schmidt og Søren Pilmark dukke op som deres faste karakterer. Bag kameraet står denne gang Christoffer Boe, der i 2013 gav os den biografiske "Spies og Glistrup".

Næste kapitel bliver også det sidste med den nuværende besætning, da Zentropas aftale kun gjaldt for de første fire romaner i Jussi Adler-Olsens "Afdeling Q"-serie. Nordisk Film har sikret sig rettighederne til resten af bøgerne og forventes at sætte sit eget hold i samarbejde med forfatteren selv, når arbejdet på at filmatisere femte bind tager sin begyndelse.

"Journal 64" vil kunne opleves på de danske biograflærreder fra 4. oktober.

Kommentarer

"Vinterbrødre"-stjerne får hovedrolle i sidste "Afdeling Q"-film fra Zentropa

  • 0

    Anders Hove som Curt Wad er god casting. Han er god til at spille ubehagelige typer og han kan også spille alderen. Jeg havde dog ikke forventet en så stor skuespiller som Nicolas Bro spille Brandt for den rolle er ikke så stor.

    Jeg er mere spændt på hvem der skal spille Nete Hermansen. Jeg har nogle kandidater, men kan ikke huske hvad de hedder.

    Nicki5220-01-18 12:26

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen