Warner Bros. har ny "Supergirl"-film i støbeskeen

Endnu en kvindelig superhelt kan være på vej i sin egen spillefilm.

Supermans superstærke kusine Kara Zor-El kan være på vej til filmenes verden. Supergirl – som karakteren nok er bedst kendt som – skulle nemlig være under udvikling som potentielt filmprojekt fra Warner Bros. og DC Films.

Oren Uziel er i den forbindelse blevet hyret til at skrive et manuskript til en eventuel spillefilm om heltinden. Uziels CV tæller film som "22 Jump Street", "The Cloverfield Paradox" og den kommende filmversion af "Sonic the Hedgehog". Som det står lige nu, skulle manusforfatteren dog være eneste person tilknyttet projektet.

Supergirl er tidligere blevet bragt til det store lærred med filmen af samme navn fra 1984, der havde Helen Slater i hovedrollen og desuden bød på Faye Dunaway, Peter O'Toole og Mia Farrow. Derudover spiller Melissa Benoist ("Whiplash") superheltinden i tv-serien "Supergirl", som fik premiere i 2015 og indtil videre har budt på tre sæsoner.

Warner og DC har i forvejen flere kulørte filmatiseringer på bedding, der drejer sig om populære kvindelige karakterer. Instruktør Patty Jenkins er således i fuld gang med at optage "Wonder Woman 1984", der er efterfølgeren til den første "Wonder Woman", ligesom der også lades op til produktionsstart på "Birds of Prey", som fokuserer på en forsamling af kvindelige helte og skurke fra Batman-hæfterne med skurkeprinsessen Harley Quinn (spillet af Margot Robbie) som den ultimative frontfigur.

Kommentarer

Warner Bros. har ny "Supergirl"-film i støbeskeen

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen