Warner Bros. og J.R.R. Tolkiens efterkommere afgør søgsmål på 500 mio. kroner

Der er ingen tvivl om, at J.R.R. Tolkiens litterære værker har været en anseelig indtægtskilde for filmselskabet Warner Bros. – de tre "Ringenes herre"-film og de tre "Hobbitten"-film har tilsammen indtjent knap 6 mia. dollars på verdensplan.

Men Tolkiens efterkommere har ikke været helt tilfredse med, hvordan forfatterens fantasy-univers er blevet forvaltet. Derfor sagsøgte de Warner Bros. for 80 mio. dollars (godt 500 mio. kroner) tilbage i 2012.

Søgsmålet skyldes først og fremmest franchisens "digitale" liv. En af Tolkien-familiens advokater modtog ved et tilfælde en spam-mail, der reklamerede for et "Ringenes herre"-browserspil, som var designet som en enarmet tyveknægt.

Tolkien-slægten følte, at forfatterens arv og omdømme blev skadet af bl.a. disse online-spil, mens Warner Bros. følte, at de havde lov til at gøre, hvad de ville med franchisen på de digitale platforme, selvom deres rettighedskontrakt havde flere årtier på bagen.

Warner Bros. og Tolkien-familien har tidligere bekæmpet hinanden i retten, da forfatterens efterkommere mente, at de ikke havde fået en tilpas stor bid af kagen, hvorefter filmselskabet i 2009 betalte slægten i alt 100 mio. dollars.

Men denne gang har filmselskabet og Tolkien-slægten afgjort striden uden for retslokalerne – angiveligt i al venskabelighed. "Parterne ser frem til at samarbejde i fremtiden," fastslår en talsmand hos Warner Bros.

Spørgsmålet er, om parterne i fremtiden orker at komme op at toppes over herre ringe aftaler...

Kommentarer

Warner Bros. og J.R.R. Tolkiens efterkommere afgør søgsmål på 500 mio. kroner

  • 1

    Var simpelthen lige nødt til at logge ind for at sende en anerkendelse for den sidste linje. Thumbs up!

    Kalle Ferm 5-07-17 10:29

  • ★★★★★★0

    Var simpelthen lige nødt til at logge ind for at sende en anerkendelse for den sidste linje. Thumbs up!

    Haha, takker! :-D

    The Insider 5-07-17 10:35

  • ★★★★★★1

    Lord, that pun rings in my ears!

    T. Nielsen 5-07-17 10:38

  • ★★★0

    Jep sidste linje og man ved med det samme Johan står bag artiklen.

    Men 500 millioner er ikke helt ringe

    MOVIE1000 5-07-17 11:39

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen