"Weird: The Al Yankovic Story" udkommer på disk i april

Fans af den gæve entertainer kan snart få filmen om hans spektakulære liv hjem i samlingen.

Nu kan fans af film i fysisk form snart føje en lækkerbisken til samlingen – nærmere betegnet spillefilmen om en af nyere histories absolut største kunstnere: 'Weird' Al Yankovic.

"Weird: The Al Yankovic Story" udkommer nemlig snart på disk på Blu-ray og 4K UHD. Ud over selve filmen indeholder den flotte udgivelse også en masse ekstra guf – heriblandt en tilhørende bog med titlen "Getting Weird - The Story of Weird" samt en plakat og otte artcards med billeder fra filmen. 

Det er en glædelig nyhed, eftersom bl.a. danske fans slet ikke har haft mulighed for at se filmen endnu, idet den distribueres af den amerikanske streamingtjeneste The Roku Channel, som kun er tilgængelig i ganske få lande på verdensplan. Men den nævnte udgivelse (som kan ses herunder) kan sagtens sendes til Danmark.

Se også: Al Yankovic møder Madonna i ny trailer til "Weird: The Al Yankovic Story"

I hovedrollen som den komiske kultsanger finder vi ingen ringere end Daniel Radcliffe ("Harry Potter"-filmene), mens Evan Rachel Wood ("Westworld") giver den i rollen som popdronningen Madonna. 

"Weird: The Al Yankovic Story" skildrer ifølge den officielle synopsis "samtlige facetter af Yankovics liv - fra hans tidlige berømmelse takket være hits som ‘Eat It’ og ‘Like a Suregoen’ over hans kendisaffærer til hans berygtede, fordærvede livsstil."

Umbrella Entertainment står for udgivelsen af "Weird: The Al Yankovic Story Collector’s Edition", der udkommer i april, men som allerede nu kan forudbestilles via det australske firmas hjemmeside.

Virkelighedens ‘Weird’ Al Yankovic gæster i øvrigt snart Danmark i forbindelse med den musikalske satirikers verdensturné med den mundrette titel "The Unfortunate Return of the Ridiculously Self-Indulgent, Ill-Advised Vanity Tour".

Kommentarer

"Weird: The Al Yankovic Story" udkommer på disk i april

  • ★★★★0

    Ikke tosset, det er en ret fornuftig film.

    NSF14-02-23 19:14

  • ★★★★★1

    Ikke just billig, men jeg var nødt til at bestille den, så jeg kan få stillet nysgerrigheden!

    The Insider14-02-23 21:02

  • ★★★★★★1

    Ikke just billig, men jeg var nødt til at bestille den, så jeg kan få stillet nysgerrigheden!

    DET bliver svært med folie på ;-)

    Wayne14-02-23 23:05

  • 1

    Ikke just billig, men jeg var nødt til at bestille den, så jeg kan få stillet nysgerrigheden!

    Jeg glæder mig til at se skjorten på!

    jarlen15-02-23 09:07

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen