William Shatners kaptajn Kirk vender tilbage i ny rørende "Star Trek"-kortfilm – se den her

Den 93-årige Shatner har spillet en rolle i skabelsen af kortfilmen, som i øvrigt har musik af Oscar-vinderen Michael Giacchino.

Forleden kunne den 7. "Star Trek"-film, "Star Trek: Generations", fejre sin 30-års fødselsdag. Det var vel at mærke filmen, som gav os William Shatners allersidste filmoptræden som James T. Kirk, idet den heroiske Enterprise-kaptajn til sidst i dén film ofrede sig i kampen for at redde 230 millioner liv på en fremmed verden.

Og som en cadeau til netop "Star Trek: Generations" – såvel som til Shatner og hans udødelige glansrolle – har vi netop fået kortfilmen "Unification", som er produceret af "Star Trek"-skaberen Gene Roddenberrys bo (The Roddenberry Archive) i samarbejde med filmselskabet Paramount Pictures og techfirmaet OTOY.

Den gådefulde kortfilm kan ses i sin helhed herunder, og med sin kunstneriske æstetik og narrative leg med tid og rum (samt fraværet af dialog) minder den snarere om Stanley Kubricks "2001: A Space Odyssey" end en typisk "Star Trek"-film.

Læs også: Så er det officielt: Paul Giamatti fik "Star Trek"-rolle – på grund af Moovy

Kortfilmen er produceret i kølvandet på en stribe andre "Star Trek"-minifilm af de samme selskaber – inklusive én om Spock, som vi skrev om her på Moovy sidste år. Du kan se de andre kortfilm hos TrekMovie her.

Og ligesom alle de film benytter "Unification" sig af alskens computerværktøjer til at give os semi-digitale udgaver af franchisens kendte karakterer. Således får vi hér lov til at se en forynget kaptajn Kirk og også en ældre Spock. Den 93-årige Shatner har været involveret i kortfilmens produktion, som han i øvrigt har produceret side om side med Leonard 'Spock' Nimoys enke, Susan Bay Nimoy. Leonard Nimoy døde i 2015.

Og "Unification" er først og fremmest en hyldest til Shatner og Nimoy, Kirk og Spock. Til et af fiktionens helt store venskaber. Filmen viser, hvordan det lykkes Kirk – som i "Star Trek"-universet døde flere årtier før Spock (og i øvrigt også i et andet univers – det er en lang historie...) – at trodse døden og universets love, således at han kan tage afsked med Spock, der ligger på sit dødsleje.

Kortfilmen byder på en masse andre referencer – både tydelige og subtile – til den snart 60-årige "Star Trek"-franchises enorme univers.

"Unification" er instrueret af den prisbelønnede spanske animator Carlos Baena ("Finding Nemo", "The Incredibles"), mens en anden Pixar-veteran, Oscar-vinderen Michael Giacchino ("Up", "The Batman"), har komponeret den smukke underlægningsmusik.

Du kan læse meget mere om historien bag "Unification" hos OTOY her, hvor du også kan se et dugfrisk interview med Shatner. Kortfilmen kan ses her:

Kommentarer

William Shatners kaptajn Kirk vender tilbage i ny rørende "Star Trek"-kortfilm – se den her

  • ★★★★★★1

    Mystisk, men også fedt lavet!

    Wayne21-11-24 13:31

  • ★★★★★★1

    Jeg blev sgu forbavsende rørt. Også selvom CGI'en selvfølgelig skinner rimelig meget igennem, så er det virkelig en smuk lille afskedsvideo til et af de helt store venskaber i fiktionen.

    The Insider21-11-24 16:00

  • ★★★★★★1

    Jeg blev sgu forbavsende rørt. Også selvom CGI'en selvfølgelig skinner rimelig meget igennem, så er det virkelig en smuk lille afskedsvideo til et af de helt store venskaber i fiktionen.

    True <3

    Wayne21-11-24 16:28

  • 0

    De 8 minutter er klasser over alt siden Enterprise. 

    Men der er selvfølgelig heller ikke laver Star Trek siden 

    Spike22-11-24 04:01

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen