I Wonder om ikke HBO har nok betalt Max for det ...

"Wonder Woman 1984" udkommer samtidigt i biograferne og på streaming
I disse usædvanlige tider må filmselskaberne tage usædvanlige midler i brug for at få penge ind på kontoen.
Siden starten af november har den kommende superheltefilm "Wonder Woman 1984" været den eneste potentielle Hollywood-blockbuster, der (takket være coronapandemien) stadig var udset til at få biografpremiere her i 2020.
Men forleden kunne vi rapportere her på Moovy, at filmselskabet Warner Bros. overvejede enten at udskyde filmen et halvt år eller at udgive den direkte på streamingtjenesten HBO Max.
Og nu har Warner Bros. truffet en beslutning: "Wonder Woman 1984" udkommer faktisk i biograferne i december, men den udkommer samtidigt på HBO Max – dog vel at mærke kun i USA.
Coronavirussen har tvunget talrige biografer over hele kloden (deriblandt halvdelen af salene i USA) til at lukke, men "Wonder Woman 1984" bliver tilsyneladende tilgængelig i alle de biografer, som er åbne i slut-december. Faktisk får filmen tilsyneladende biografpremiere den 16. december i Europa og den 25. december i USA.
Læs også: "Døden på Nilen" og "Free Guy" udskydes også til 2021
Den 25. december udkommer filmen dog også på streamingtjenesten HBO Max, hvilket med rette kan betegnes som en historisk beslutning. For det er første gang, at en Hollywood-storfilm af den kaliber udkommer direkte på en streamingtjeneste uden at kræve et særskilt ekstrabeløb, hvilket Disney tidligere i år forlangte af Disney+-brugerne for at få adgang til "Mulan".
Og allerede i slut-januar bliver "Wonder Woman 1984" tilgængelig på alskens andre digitale VOD-platforme.
Beslutningen er naturligvis også risikabel, idet det formentlig betyder, at piratkopier af "Wonder Woman 1984" i strålende kvalitet vil florere på nettet kort tid efter verdenspremieren.
Men Warner Bros. satser på, at millioner af biografgængere over hele kloden er interesserede i at se fortsættelsen til den første, succesfulde "Wonder Woman"-film på det store lærred.
I et opslag på Twitter trygler filmens instruktør, Patty Jenkins, folk om at se "Wonder Woman 1984" på det store lærred, hvis det er muligt for dem:
"Tiden er kommet. På et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at vælge at dele den kærlighed og glæde, man kan give, frem for alt andet. Se den I BIOGRAFEN, hvor end det er sikkert at gøre det (tjek lige det store arbejde, som biograferne har lavet for at sørge for, at de er sikre)."
Som sagt: hvis alt går efter planen, så lander "Wonder Woman 1984" altså i de danske biografer den 16. december i år. Den seneste, actionfyldte trailer til filmen kan ses herunder: