"X-Men: Dark Phoenix" finder sin instruktør - og muligvis sin skurk!
Det har været rygtet i længere tid, men nu skulle det være endeligt bekræftet, at det bliver Simon Kinberg, der styrer løjerne på næste kapitel i "X-Men"-franchisen. Han tager over efter Bryan Singer, der har givet os fire film i serien – senest "X-Men: Apocalypse" fra sidste år. De to herrer har bekræftet nyheden med et billede på Singers Instagram-profil, hvor stafetten gives videre.
Kinberg har længe været involveret i filmserien som forfatter på bla. "X-Men: The Last Stand", "X-Men: Days of Future Past" og førnævnte "X-Men: Apocalypse", men nu tager han altså skridtet videre og bliver instruktør. Det er i øvrigt første gang, han er at finde bag roret på en spillefilm.
"The Martian"-stjerne på tale som skurk fra fremmed planet
Samtidig rygtes det også, at Jessica Chastain ("The Martian") skulle være i sigtekornet som skurken i den nye film. Skuespillerinden er efter sigende tæt på rollen som Lilandra, en kejserinde af fremmed race og fra en anden planet, men med en stærk interesse i den onde Dark Phoenix. Det lader til, at noget af handlingen vil have kurs mod det ydre rum, hvilket i så fald er første gang, det er sket i filmene.
Titlen "Dark Phoenix" henviser til x-kvinden Jean Greys ondskabsfulde side, som netop er omdrejningspunktet i filmen, der er inspireret af den populære historie fra tegneserierne. Man forsøgte tidligere at filmatisere historien i "X-Men: The Last Stand", men resultatet fik en skuffende modtagelse blandt både film- og tegneseriefans.
Masser af X-Men på vej
Hele holdet af mutanter forventes at vende tilbage i "Dark Phoenix", hvor vi kan glæde os til gensyn med Jennifer Lawrence ("Passengers"), Michael Fassbender ("Alien: Covenant") og James McAvoy (dette års surprisehit "Split") samt resten af x-mændene fra "Apocalypse". Sophie Turner, der også er kendt fra tv-serien "Game of Thrones", gentager sin rolle som Jean Grey og får denne gang en mere central del i historien.
"X-Men: Dark Phoenix" bliver dog ikke den eneste omgang X-Men, vi får i biograferne næste år. Udover "Dark Phoenix" har 20th Century Fox således både gang i "New Mutants", der instrueres af Josh Boone ("En flænge i himlen"), og en efterfølger til "Deadpool". De tre projekter står alle til at få premiere i 2018.