"X-Men"-stjerne dukker muligvis op i Marvels "WandaVision"

Serien har fået en mand med superhelteerfaring med ombord.

Amerikanske Evan Peters er måske bedst kendt blandt biografgængere for sin rolle som den lynhurtige mutant Quicksilver i "X-Men"-filmene, hvor han senest spillede rollen i "X-Men: Dark Phoenix" fra sidste år.

Nu tyder noget på, at Peters fortsætter superhelteløjerne – men i et andet kulørt univers. Det forlyder nemlig, at den 33-årige skuespiller er sat til at medvirke i den kommende tv-serie "WandaVision", som Marvel Studios laver til streamingtjenesten Disney+.

Castingen af Evan Peters er kuriøs, da hans "X-Men"-karakter, Quicksilver, er en af de få superhelte, som er dukket op i både Marvels MCU og i de hedengangne "X-Men"-film fra Fox. Marvels egen version blev således spillet af "Kick-Ass"-stjernen Aaron Taylor-Johnson i "Avengers: Age of Ultron" i 2015.

Endnu mere interessant er det, at Quicksilver-figuren er bror til Scarlet Witch – aka Wanda Maximoff – som "WandaVision"-serien netop drejer sig om.

På nuværende tidspunkt er det dog ikke bekræftet, hvilken rolle Peters skal spille i "WandaVision", som står til at udkomme på Disney+ til december i år. Serien har Elizabeth Olsen og Paul Bettany i superheltehovedrollerne som henholdsvis Scarlet Witch og Vision.

Kommentarer

"X-Men"-stjerne dukker muligvis op i Marvels "WandaVision"

  • ★★★★★★0

    Virkelig spøjs blanding, hvis de skulle vælge at tage X-Mens Quicksilver - og mixe med MCU's.

    Men Evan Peters gav en mere interessant udgave end Aaron Taylor-Johnson - så gerne for mig.

    Men hvordan de vil genoplive figuren hos MCU er en anden sag.

    Wayne 3-06-20 15:38

  • 0

    Tror da det giver rigtig meget mening hvis han skal spille Quicksilver igen. Skulle Wandavision netop ikke lægge op til den næste Doctor Strange, som netop handler om multiverse. Der går nemlig også rygter om at Raimi vil Tobey med som Spider-man i den film. 

    Nagash 3-06-20 19:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen