Han prøver nyer og nyer ting, men fristes jo til at sige han er lidt af en Prodigy...
Zac Efron får hovedrolle i Stephen King-remaket "Firestarter"
Blumhouse står bag den nye filmatisering af Kings bog, som tidligere blev filmatiseret i 1984 med en 8-årig Drew Barrymore i hovedrollen.
Stephen Kings enorme bagkatalog bliver ved med at tillokke Hollywoods filmmagere og skuespillere. Det er i år 40 år siden, at Stephen King-romanen "Firestarter" blev trykt, og i år går optagelserne i gang til den anden filmatisering af bogen.
"Firestarter" handler om en lille pige, Charlie McGee, der har "pyrokinetiske" evner – hun kan altså tvinge ting til at bryde i brand ved tankens kraft. Myndighederne prøver at få fingre i McGee, så de kan bruge hende som et våben.
Læs også: "Doctor Sleep"-instruktør skal lave endnu en Stephen King-filmatisering
Og "Baywatch"-stjernen Zac Efron skal spille Charlies far, Andy. Selvom det måske ikke føles som særlig lang tid siden, at Efron var en syngende gymnasieelev i de populære "High School Musical"-film, så fylder han altså snart 33, og han skal sågar også snart spille far i et remake af "Tre mand og en baby".
Den nye "Firestarter" instrueres af Keith Thomas, som tidligere har lavet gyseren "The Vigil". King-filmen produceres af Jason Blum, som med sit produktionsselskab Blumhouse bl.a. har skræmt livet af os med "Get Out", "Sinister" og "The Invisible Man".
Vi ved endnu ikke, hvornår den nye "Firestarter" får alverdens biograflærreder til at brænde ned.