Zachary Quinto: Det er på tide, at vi laver "Star Trek 4"

Det er snart 10 år siden, at Quinto sidst var iført Spocks spidse ører. Får ham mon snart endelig lov til at tage dem på igen?

Næste år kan "Star Trek"-franchisens fejre sin 60-års fødselsdag, og siden den oprindelige tv-serie blev kickstartet i 1966, er der blev produceret næsten 1.000 tv-episoder på tværs af over 10 forskellige "Star Trek"-serier.

Jovist, "Star Trek" er først og fremmest en "tv-franchise", men der er også blevet lavet 13 relativt succesfulde biograffilm med "Star Trek" i titlen, og det er næsten svært at forstå, at det nu snart er 10 år siden, at den 13. biograffilm, "Star Trek Beyond", udkom, og at talrige forsøg på at lave en film #14 er kuldsejlet – selv med folk som "Fargo"-skaberen Noah Hawley, "Andor"-instruktøren Toby Haynes og selveste Quentin Tarantino ved roret.

Hawley, Haynes og Tarantino arbejdede vel at mærke på potentielle "Star Trek"-film, som ikke var direkte fortsættelser til franchisens forrige film.

Læs også: Quentin Tarantino håber stadig, at hans "Star Trek"-film bliver lavet

Men en direkte fortsættelse til "Star Trek Beyond" har figureret på rygtebørsen i årevis – og den blev tilmed officielt annonceret i februar 2022, efter at tidligere forsøg på at lave "Star Trek 4" var slået fejl.

Selvom filmen ret beset er den 14. "Star Trek"-biograffilm, så bliver den omtalt som "Star Trek 4", fordi den efter planen følger op på J.J. Abrams' "Star Trek" (2009) og "Star Trek Into Darkness" (2013) samt "Star Trek Beyond" (2016), der alle følger yngre udgaver af kaptajn Kirk, Spock og resten af besætningen om bord på rumskibet Enterprise, som vi kender fra den oprindelige tv-serie og franchisens seks første spillefilm.

Men selvom castet i de film – herunder Simon Pegg, Zoe Saldana, Chris Pine og Karl Urban – alle er ivrige efter at gentage deres roller, så ser det simpelthen ikke ud til, at projektet nogensinde kommer ud af starthullerne. 

Og dog. For filmselskabet Paramount er netop fusioneret med medieselskabet Skydance, og Paramounts nye filmchef, David Ellison, er en selverklæret trekkie, der gerne vil have en ny "Star Trek"-film i biffen hurtigst muligt.

Og i kølvandet på dén nyhed har skuespilleren Zachary Quinto, som spillede Spock i de tre seneste "Star Trek"-film, slået fast i tv-showet Today, at det netop nu er oplagt at give grønt lys til "Star Trek 4":

"Det føles som det rette tidspunkt. Det er 10 år siden, vi lavede den sidste film. Vi elsker alle sammen hinanden. Vi har en fest, når vi laver de film. Vi vil alle sammen gerne vende tilbage og fortælle flere historier. Jeg tror også, at fans er klar på det. Jeg talte med J.J. Abrams om noget andet for nylig og fastslog, at det føles som det helt rette øjeblik at gå i gang. Lad os gøre det."

"Flere manuskripter har været i omløb, og instruktører er blevet hyret. Vi er bare nødt til at få styr på projektet og rydde vores kalendere."

Kan Zachary Quinto få J.J. Abrams til at... spidse ører?

Quinto fulgte op på kommentarerne lidt senere i et interview med talkshowværten Jimmy Fallon:

"Rygter florerer hele tiden. Der er altid én, som siger: 'Åh, de laver endnu en film.' Men jeg ved det ikke. Det er mit håb. Jeg mailede J.J. om noget forleden, og jeg skrev: 'Dude, hvad foregår der?' Der er gået 10 år, siden den sidste film udkom. Jeg tror, vi er klar. Jeg er klar. Vi ville alle sammen elske at lave endnu én. Det ville være magisk at vende tilbage. Det er en herlig gruppe mennesker."

En ny "Star Trek"-film med Quinto og Co. er officielt stadig "undervejs", men en premieredato er altså ikke blevet officielt annonceret, og øjensynligt er hverken en instruktør eller en manuskriptforfatter blevet hyret.

Det lader altså til, at Paramount og Skydance lader en oplagt PR-mulighed glippe ved ikke at udgive en ny "Star Trek"-film i 2026, hvor franchisen uden tvivl får masser af ekstra opmærksomhed allerede grundet 60-års fødselsdagen.

Tilbage i 2016 mødte Moovy TV Quinto og resten af "Star Trek Beyond"-holdet. Vi krydser naturligvis fingre for, at vi en skønne dag får lov til at tale med dem om endnu en fornøjelige "Star Trek"-film...

Kommentarer

Zachary Quinto: Det er på tide, at vi laver "Star Trek 4"

  • ★★★★★★0

    Kom nu Johan - skub til dem, du har før fået ting til at ske. Universet mangler den film.

    Wayne20-10-25 07:31

  • ★★★★★★1

    Kom nu Johan - skub til dem, du har før fået ting til at ske. Universet mangler den film.

    Så snart de har garanteret mig en cameo eller grønt lys andetsteds i Hollywood til "Battleship 2", får jeg den manifisteret <3 

    The Insider20-10-25 10:08

  • ★★★★★★1

    Så snart de har garanteret mig en cameo eller grønt lys andetsteds i Hollywood til "Battleship 2", får jeg den manifisteret <3 

    Øv, så kommer det jo ikke til at ske :-(

    Ingen tør røre ved Battleship - den film er perfektion. <3

    Wayne20-10-25 11:24

  • ★★★★★★1

    Øv, så kommer det jo ikke til at ske :-(

    Ingen tør røre ved Battleship - den film er perfektion. <3

    Fuck, du har ret. Men jeg er glad for, blot for en stund, at have fløjet som Ikaros <3

    The Insider20-10-25 11:41

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen