Zack Snyder: "Army of the Dead 2" bliver sindssyg

Om toeren bliver sindssygt god eller sindssygt dårlig, melder historien intet om...

Zack Snyders actionfyldte zombiefilm, "Army of the Dead", er næsten lige udkommet på Netflix, men en prequel, "Army of Thieves", og en animeret spin-off, "Army of the Dead: Lost Vegas", er allerede på trapperne.

Her på Moovy var vi ikke synderligt begejstrede for den oprindelige film, som vores anmelder gav to stjerner, og som vi i øvrigt diskuterede i seneste afsnit af Moovy Podcast. Men vores skepsis har naturligvis ingen indvirkning på Snyders lyst til at lave en fortsættelse, og noget tyder på, at "Army of the Dead 2" bliver den kontroversielle filmmagers næste projekt.

I et spritnyt interview med Polygon fastslår Snyder, at han og hans forfatterkollega, Shay Hatten, glæder sig til at skildre, hvad der sker ovenpå den første films afrundende cliffhanger:

"Shay og jeg ved lige præcis, hvad der sker efter slutningen. Og det bliver sindssygt."

ADVARSEL: "ARMY OF THE DEAD"-SPOILERS FOREKOMMER HERUNDER

I slutningen af den første "Army of the Dead" ser vi, at blot én af filmens helte har overlevet helikopterturen ud af Las Vegas, før byen og alle dens zombier bliver ramt af en atombombe. Men pludselig kravler en anden af fortællingens lejesvende, Vanderohe, ud af ruinerne – forunderligt upåvirket af den radioaktive stråling – og rejser mod Mexico City med et tydeligt zombiebid på nakken.

Således lægges der op til, at zombiepandemien vil sprede sig i en eventuel toer. "Jeg er klar på at lave den med det samme," siger Snyder. "Det, vi har planlagt, er for vanvittigt. Så snart vi vidste, at Vanderohe var blevet bidt, og at han rejste til Mexico City, så sagde jeg 'ved du, hvad der kommer til at ske?', og så farede jeg bare ud ad en tangent. Da jeg var færdig, sagde Shay bare: 'OK'."

Snyder afslører i øvrigt, at han har pitchet en anden "stor, gigantisk, skør" film, som han håber, at Netflix vil lave sammen med ham. Moovy TV talte i øvrigt for nylig med Snyder om "Army of the Dead", og det forlængede Snyder Cut af det interview kan ses her:

Kommentarer

Zack Snyder: "Army of the Dead 2" bliver sindssyg

  • ★★★1

    Sikkert er det, at den bliver sindssyg lang.

    Dolphinfriendly26-05-21 12:34

  • ★★★★★1

    Så håber jeg de hyrer en fotograf, der kan få filmen til at se bedre ud og en klipper til at skære alt det unødvendige fra og gøre filmen væsentligt kortere. Derefter måske en manuskriptforfatter til rent faktisk at få filmen til at være sammenhængende, og nu hvor vi er i gang, måske også en instruktør der kan finde ud af at fortælle en historie. Så nærmer vi os noget, der måske kunne blive fornuftigt :)

    Kruse26-05-21 14:18

  • ★★★★1

    Mit råd til skaberne, så la da vær

    Det nemmeste :)

    Babo26-05-21 14:33

  • 1

    Tja, den film var en skuffelse af enorme dimensioner, så jeg har ikke travlt med, at se en eventuel 2'er.

    Pistolprinsen26-05-21 15:00

  • ★★★★★★1

    Nej Zack

    Wayne26-05-21 15:13

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen