2. sæson af "Loki" går i produktion til sommer

"Loki" er den første af Marvels tv-serier, som får en ekstra sæson.

Marvels tv-maskineri er for alvor kommet op i omdrejninger – siden "WandaVision" udkom i starten af 2021, har vi fået "The Falcon and the Winter Soldier", "Loki", "Hawkeye" og animationsserien "What If...?", og bl.a. "Moon Knight", "She-Hulk", "Ms. Marvel" og "Secret Invasion" er på trapperne.

Det samme er en ny sæson af "Loki", som p.t. er den eneste af de eksisterende MCU-serier, som har fået grønt lys til produktionen af flere afsnit.

I serien gentog Tom Hiddleston rollen som tordenguden Thors uregerlige og uimodståelige halvbror, Loki, der – ligesom Doctor Strange og Spider-Man i "Spider-Man: No Way Home" – blev konfronteret med flere sideløbende multiverses.

Læs også: Marvel møder The Simpsons i ny "Loki"-kortfilm

Loki tørnede også sammen med en kvindelig Loki fra en anden dimension, Sylvie, og mon ikke dét makkerpar får et comeback i sæson 2?

Svaret får vi i hvert fald inden for en overskuelig fremtid, for Backstage rapporterer, at Hiddleston og Co. vender tilbage foran kameraerne i Englands berømte Pinewood-studier her til sommer.

Det er heller ikke utænkeligt, at Loki og Sylvie dukker op i den kommende Marvel-film "Doctor Strange in the Multiverse of Madness", hvor grænserne mellem de parallelle universer for alvor er blevet smadret. Den film udkommer til maj, mens vi endnu ikke ved, hvornår 2. sæson af "Loki" lander på Disney+.

Kommentarer

2. sæson af "Loki" går i produktion til sommer

  • ★★★★★★0

    Dejlig nyhed, en af de bedste serier MCU har lavet hidtil.

    Wayne 2-02-22 15:29

  • ★★★0

    Dejlig nyhed, en af de bedste serier MCU har lavet hidtil.

    Jep, men Wandavision var dog en tak bedre imo

    Gormanden 2-02-22 17:33

  • ★★★★★0

    Jeg var virkelig vild med de første 85-90% af begge serier, men jeg synes, de begge kuldsejler totalt til sidst. Den ene med en totalt overdrevet omgang nonsens sovset ind i skrækkelig CGI... den anden med en i stedet mere lavmælt omgang nonsens, hvor der plapres ubehjælpeligt i 20-25 minutter, og al momentum og spænding langsomt kvæles ihjel, mens alt potentialet fra de forgangne afsnit hældes ned i et sort vakuum.

    Til gengæld var "Falcon and the Winter Soldier" på samme niveau hele vejen igennem – altså, sådan jævnt underholdende 4-stjerneish :-D

    The Insider 2-02-22 17:52

  • ★★★★★★0

    Jep, men Wandavision var dog en tak bedre imo

    Enig den er lige et lille hak bedre.

    Wayne 2-02-22 22:42

  • 0

    Fedt :) Hiddleston har tydeligt en fest i denne her serie, og det skinner meget igennem. Serien har da sine øjeblikke, hvor den taber momentum, men det har snart alle de serie jeg har set.

    Hvert afsnit i de forskellige serier ligger efterhånden også omkring en time, så oplever også der lidt for ofte "findes på" eller gås i tomgang, for at drive historen videre. Måske lidt kortere afsnit vil kunne afhjælpe dette?

    Ronni Pedersen 3-02-22 09:35

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen