2. sæson af "Reacher" udkommer på disk i september

Snart behøver du ikke et streaming-abonnement for at se actionseriens nyeste sæson.

Mens vi stadig skal vente til 2025 på 3. sæson af "Reacher", så kan fans i det mindste mildne den smertefulde venten ved at købe 2. sæson af actionserien på dvd eller Blu-ray den 17. september.

Den dag udkommer 2. sæson af "Reacher" på disk i USA (og den kan bl.a. forudbestilles hos Amazon US her), mens en europæisk udgivelsesdato endnu ikke er blevet bekræftet. 1. sæson udkom dog også på disk i adskillige lande i Europa, så mon ikke årgang 2 også lander på vores kontinents butikshylder senere i år?

Og mens en 4K UHD-udgivelse endnu ikke kan forudbestilles online, så skriver Collider, at den formentlig også udkommer til efteråret. 1. sæson kan kun købes på 4K UHD i USA.

Læs også: "Reacher"-stjernen Alan Ritchson vil gerne spille Batman

"Reacher" tager afsæt i Lee Childs enormt populære bogserie om ekssoldaten Jack Reacher, der rejser rundt i USA og efterforsker alskens forbrydelser. Og mens seriens 1. sæson var baseret på Childs første Reacher-roman, "Killing Floor", var 2. sæson baseret på bog nummer elleve: "Bad Luck and Trouble".

Som vi rapporterede tilbage i januar, så tager 3. sæson af "Reacher" afsæt i Childs 7. Reacher-bog, "Persuader". I dén historie går Reacher undercover for at redde en meddeler, som er blevet taget til fange af en fjende fra Reachers fortid.

Vi ved også, at den danske skuespiller Maria Sten vender tilbage som Reachers skarptskydende og snarrådige ven, Frances Neagley. Herunder kan I se Moovy TV's "Reacher"-interview med netop Sten og to af seriens andre stjerner, Serinda Swan og Shaun Sipos:

Kommentarer

2. sæson af "Reacher" udkommer på disk i september

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen