2. sæson af "Star Trek: Starfleet Academy" får grønt lys – før 1. sæson overhovedet er udkommet

Og "She-Hulk"-stjernen Tatiana Maslany har sluttet sig til det allerede stjernespækkede cast.

Paramount og CBS Studios har så stor tiltro til den kommende "Star Trek"-spin-off "Star Trek: Starfleet Academy", at sæson 2 allerede har fået grønt lys – vel at mærke mens 1. sæson stadig er i produktion og endnu ikke er udkommet.

Det blev afsløret forleden under New York Comic Con, skriver TrekMovie. Desuden kom det frem, at castet – der allerede tæller store navne som Hollywood-stjernerne Paul Giamatti og Holly Hunter – har fået en ny tilføjelse i form af Tatiana Maslany, der vandt en Emmy for sin præstation i dramaserien "Orphan Black", og som for nylig brillerede i hovedrollen i Marvels "She-Hulk: Attorney at Law".

Se også: Moovy TV: Bag om "She-Hulk: Attorney at Law" med holdet bag Marvel-serien

1. sæson af "Star Trek: Starfleet Academy" bliver netop nu skudt i Toronto, Canada, og vi fik det første smugkig på castet tilbage i august.

Seriens officielle synopsis fastslår, at "Star Trek: Starfleet Academy" introducerer seerne for en ung gruppe kadetter, som er drevet af håb og optimisme. Deres opmærksomme og krævende vejledere (inklusive Starfleet-akademiets chef, som spilles af Hunter) guider dem, alt imens de opdager, hvad der skal til for at blive Starfleet-officerer, og samtidigt tumler med venskaber, rivaliseringer, forelskelser og en helt ny fjende (spillet af Giamatti), der både truer akademiet og Føderationen som helhed.

"Star Trek: Starfleet Academy" udfolder sig i det 32. århundrede – altså i samme tidsperiode som de tre sidste sæsoner af "Star Trek: Discovery" og mange hundrede år efter Kirk, Spock og Picards galaktiske eventyr.

1. sæson af "Star Trek: Starfleet Academy" har endnu ikke fået en premieredato, men franchisens hovedansvarlige producer, Alex Kurtzman, har for nylig udtalt, at trekkies måske skal vente helt indtil 2026.

Til gengæld ved vi allerede nu, at førnævnte Giamatti har fået seriens skurkerolle takket være en lille "Star Trek"-sketch, som Moovy lavede med ham for nogle måneder siden. I kan læse mere om dén historie her og se den omtalte video her:

Kommentarer

2. sæson af "Star Trek: Starfleet Academy" får grønt lys – før 1. sæson overhovedet er udkommet

  • ★★★★★★1

    Der har godt nok også været lidt stille på Star Trek fronten ;-)

    Wayne24-10-24 14:16

  • 0

    Paramount og CBS Studios har så stor tiltro til den kommende "Star Trek"-spin-off "Star Trek: Starfleet Academy", at sæson 2 allerede har fået grønt lys – vel at mærke mens 1. sæson stadig er i produktion og endnu ikke er udkommet

    Gad godt vide, hvordan de processer foregår. Test screenings, interview hvad er det der gør at et produktionsselvskab har større eller mindre tiltro til en serie?

    Jeg antager Disney gør det samme og de må siges at skyde ret meget ved siden af i øjeblikket indenfor deres SW univers.

    Dominar Rygel XVI26-10-24 08:29

  • ★★★★★★0

    Der har 100% ikke været nogen test-screenings endnu, så det må være baseret udelukkende på dailies – altså råmaterialet fra de første ugers optagelser.

    Jeg kan dog også godt forestille mig, at det er en stor faktor, at de har brugt SÅ mange penge på så store navne og på franchisens største set til dato – det vil være dårlig business at smide det alt sammen væk så hurtigt.

    The Insider26-10-24 10:15

  • 0

    Der har 100% ikke været nogen test-screenings endnu, så det må være baseret udelukkende på dailies – altså råmaterialet fra de første ugers optagelser.

    Jeg kan dog også godt forestille mig, at det er en stor faktor, at de har brugt SÅ mange penge på så store navne og på franchisens største set til dato – det vil være dårlig business at smide det alt sammen væk så hurtigt.

    Dvs. relativt subjectivt? 

    Måske et emne til en interview serie? Hvordan foregår beslutning/vurdeirngsprocessen af en serie fra et 'fagligt' og kommercielt perspektivt...?

    Dominar Rygel XVI26-10-24 20:50

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen