3. sæson af "Star Trek: Discovery" får endelig en premieredato

Coronapandemien har påvirket arbejdet på sci-fi-seriens seneste sæson.

"Star Trek"-franchisen står bestemt ikke stille i øjeblikket – vi har for nylig set den første trailer til "Star Trek: Lower Decks" og fået en bitte forsmag på "Star Trek: Prodigy", og der arbejdes p.t. på manuskripterne til 2. sæson af "Star Trek: Picard".

Til gengæld er det noget tid siden, at vi har hørt noget nyt om den kommende 3. sæson af "Star Trek: Discovery", selvom filmholdet færdiggjorde optagelserne for adskillige måneder siden. Det er desuden ni måneder siden, at vi fik den første teaser til seriens 3. sæson, og vi har ikke set nogen nye klip fra serien siden da.

Men coronavirussens udbrud forstyrrede sæsonens postproduktion, og filmholdets lyddesignere, musikere og visual effects-folk har måttet færdiggøre deres arbejde på seriens 3. sæson hjemmefra.

Læs også: Ny "Star Trek"-serie på vej om Enterprises tidlige eventyr

Men nu har CBS annonceret, at 3. sæson af "Star Trek: Discovery" udkommer den 15. oktober i USA på selskabets streamingtjeneste: CBS All Access.

Seriens to første sæsoner udkom på Netflix uden for USA, og hvert afsnit udkom 24 timer efter den amerikanske tv-premiere. Vi forventer, at seriens nye afsnit også dukker op på Netflix i Danmark.

De første to sæsoner af "Star Trek: Discovery" foregik i det 22. århundrede – omtrent ti år før kaptajn Kirk og Spocks eventyr om bord på USS Enterprise i den oprindelige "Star Trek"-serie fra 1960'erne.

Men i det sidste afsnit af 2. sæson blev rumskibet Discovery og dets besætning sendt til den fjerne fremtid – nærmere bestemt 930 år ude i fremtiden – under sin flugt fra en morderisk AI. Til efteråret finder vi så endelig ud af, hvordan Mælkevejen ser ud i det 31. århundrede.

Kommentarer

3. sæson af "Star Trek: Discovery" får endelig en premieredato

  • 0

    Lækkert. Spændende at se hvad det kan blive til. Jeg håber dog på mere karakter drevet fokus på de øvrige karakter end Michal B. 

    Har fået set de første 4 afsnit af Picard og udover, at være positiv overrasket så har jeg et mere nært forhold til de karakter efter 4 afsnit end jeg har til nogle af karaterne på Discovery.

    Dominar Rygel XVI29-07-20 11:05

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen