3. sæson af "The Mandalorian" udkommer i februar 2023

Den maskerede dusørjæger og hans nuttede makker, Grogu, er snart klar på flere galaktiske eventyr.

Så er der godt nyt til fans af "Star Wars"-serien "The Mandalorian": 3. sæson af den populære føljeton udkommer nemlig på Disney+ i februar næste år.

Det er blevet offentliggjort i forbindelse med årets store Star Wars Celebration-event i Anaheim, Californien. Her fik publikum også en forsmag på løjerne via en teaser-trailer, der i skrivende stund endnu ikke officielt har fundet vej online.

Pedro Pascal vender naturligvis tilbage i hovedrollen som dusørjægeren Din Djarin, og han får bl.a. selskab af Carl Weathers ("Predator"), der ud over at medvirke i rollen som Greef Karga også er instruktør på serien.

Læs også: Jude Law sætter kurs mod rummet i ny "Star Wars"-serie

Som tidligere rapporteret er der også blevet plads til "Tilbage til fremtiden"-stjernen Christopher Lloyd i den kommende sæson, der også byder på et gensyn med Giancarlo Esposito i rollen som Moff Gideon.

Der er endnu ikke sluppet meget ud om plottet i 3. sæson, men vi kan godt forvente, at Din Djarin og hans nuttede og Force-sensitive følgesvend, Grogu (også kendt som "Baby Yoda"), får nok at se til i den fjerne galakse, hvor de jages af Imperiets faretruende tropper.

3. sæson af "The Mandalorian" udkommer som nævnt på Disney+ i februar næste år. 

Kommentarer

3. sæson af "The Mandalorian" udkommer i februar 2023

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen