4. sæson af "Star Trek: Discovery" får omsider en premieredato

Om blot et par måneder skal besætningen om bord på rumskibet U.S.S. Discovery nok en gang forsøge at redde galaksen.

I forgårs, den 8. september, kunne "Star Trek"-franchisen fejre sin 55-års fødselsdag. I den forbindelse blev der afholdt en række online-events, hvor alskens klip fra (og informationer om) sci-fi-sagaens kommende serier blev udgivet.

Det blev bl.a. annonceret, at den 4. sæson af "Star Trek: Discovery", som for nylig fik de sidste optagelser i kassen, udkommer i USA på Paramount+ den 18. november 2021. Det er sandsynligt, at sæsonen (ligesom de foregående) udkommer cirka samtidigt på Netflix herhjemme.

Se også: Trailer: Galaksen er i fare i 4. sæson af "Star Trek: Discovery"

Paramount har derudover udgivet følgende officielle synopsis om sæsonens handlingsforløb:

"I 4. sæson af 'Star Trek: Discovery' står kaptajn Burnhjam og besætningen på U.S.S. Discovery over for en trussel, hvis lige de aldrig før har mødt. Både Føderationen og andre verdener bliver ramt, og sammen må de samarbejde og konfrontere det ukendte for at sikre vores alles fremtid."

I seriens 3. sæson blev rumskibet Discovery sendt knap ét årtusind frem i tiden, og således blev trekkies over hele kloden introduceret for det 32. århundrede, hvor teknologien er mere avanceret end nogensinde, men hvor alskens konflikter og skumle væsner altså stadig rumsterer i det uendelige kosmos.

Foran kameraet vender bl.a. Sonequa Martin-Green ("Space Jam: A New Legacy"), Doug Jones ("The Shape of Water") og Anthony Rapp ("Rent") tilbage.

Kommentarer

4. sæson af "Star Trek: Discovery" får omsider en premieredato

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen