4. sæson af "Star Trek: Strange New Worlds" er gået i produktion – mens vi stadig venter på sæson 3

2. sæson af den succesfulde spin-off blev rundet af tilbage i august 2023.

Da 2. sæson af "Star Trek: Strange New Worlds" rundede af, var rumskibet Enterprise omringet af de grufulde Gorns og deres krigsskibe, som samtidigt havde bortført en stor del af kaptajn Pikes galante Starfleet-besætning. Ordene To Be Continued... tonede frem, men trekkies har nu ventet halvandet år på opfølgeren til dén nervepirrende cliffhanger.

Sæson 3 har stadig ikke fået en premieredato, men fans kan i det mindste glæde sig over, at når sæson 3 en dag er overstået, så ligger sæson 4 rundt om hjørnet.

Skuespillerne Anson Mount, Ethan Peck og Celia Rose Gooding – som hhv. spiller Pike, Spock og Uhura i serien– har delt et billede fra kulisserne, der kan ses i fuld størrelse herunder, hvor optagelserne til sæson 4 netop er blevet skudt i gang.

Se også: Interview med "Star Trek: Strange New Worlds"-stjernerne Anson Mount og Rebecca Romijn

Sæson 3 er bl.a. blevet forsinket pga. 2023's strejker i Hollywood, men ifølge den officielle "Star Trek"-hjemmeside er det stadig planen, at den lanceres engang her i 2025. Og når nu sæson 4 allerede bliver skudt, er det usandsynligt, at ventetiden mellem sæson 3 og 4 bliver alt for lang.

Hvis man finder det svært at bevare tålmodigheden, så kan man lindre den smertefulde venten med to klip fra sæson 3 her og her.

Derudover kan "Star Trek"-fans se frem til to sæsoner af "Star Trek: Starfleet Academy" samt to biograffilm, der p.t. ligger i støbeskeen, og hvor den ene (forhåbentlig) udkommer i 2026.

Den Emmy-nominerede "Star Trek: Strange New Worlds" er en af de mest populære og velanmeldte af franchisens mange spin-offs, og den handler om rumskibet Enterprises tidlige eventyr i galaksen før begivenhederne i den oprindelige "Star Trek"-serie fra 1960'erne.

Kommentarer

4. sæson af "Star Trek: Strange New Worlds" er gået i produktion – mens vi stadig venter på sæson 3

  • ★★★★★★1

    Enig med anmelderne, Strange New Worlds er noget af det bedste Star Trek der er lavet - kom snart med den dato på 3. sæson, tak.

    I mellemtiden er der da heldigvis snart Andor, fra et konkurrerende univers :-)

    Wayne 4-03-25 10:31

  • ★★★★★★1

    Ja, og instruktøren på 1. sæson af "Andor" laver den næste "Star Trek"-film – det er en smuk cyklus! <3

    The Insider 4-03-25 15:29

  • 0

    Fedt! Forhåbentlig betyder det, at vi ikke skal vente lige så længe mellem sæson 3 og sæson4.

    Dominar Rygel XVI 4-03-25 16:47

  • ★★★★★★0

    Ja, og instruktøren på 1. sæson af "Andor" laver den næste "Star Trek"-film – det er en smuk cyklus! <3

    Smukt <3

    Wayne 4-03-25 22:00

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen