"Arrested Development"-skuespiller: Serien er definitivt død
Vi skal absolut ikke forvente at få en 6. sæson af den prisbelønnede komedieserie.
Tilbage i 2003 blev komedieserien "Arrested Development" (på dansk: "Familie på livstid") skudt i gang på tv-stationen FOX. I de efterfølgende år vandt serien adskillige prestigefyldte priser og blev skamrost af kritikerne, men seertallene blev aldrig imponerende, og derfor blev serien aflivet efter blot tre sæsoner i 2006.
Seriens popularitet voksede dog i årene efter, og i 2013 valgte Netflix at vække serien til live igen, og både seriens skaber, Mitch Hurwitz, og dens skuespillere (såsom Jason Bateman, Portia de Rossi, Will Arnett, Michael Cera og David Cross) vendte tilbage.
Og i 2018 fik vi tilmed en 5. sæson af serien, men hverken fans eller anmeldere tog særlig godt imod seriens to seneste Netflix-sæsoner. Og det ser desværre ikke ud til, at serien får lov til at blive afrundet med manér i en 6. sæson.
Læs også: Ny bog hævder, at Steve Carell ikke havde lyst til at forlade "The Office"
Det fortæller skuespilleren David Cross i et spritnyt interview med The Daily Beast. Cross spillede terapeuten (og amatørskuespilleren) Tobias Fünke, og om seriens fremtid siger Cross slet og ret: "Det er slut."
Cross gentog ordene tre gange, og da han blev spurgt, hvorfor han er så skråsikker, svarede han blot: "Jeg ved det bare."
En 6. sæson har heller ikke for alvor floreret på rygtebørsen. Det skyldes især rapporterede stridigheder mellem flere af skuespillerne under optagelserne – særligt i kølvandet på snak om sexchikane begået af Jeffrey Tambor, som spillede Bluth-familiens overhoved, George Bluth Sr. Anklagerne resulterede også i, at Tambor blev fyret fra Amazon-serien "Transparent", som sikrede skuespilleren en Golden Globe-pris tilbage i 2015.
"De var, du ved... ikke godt."
Og Jessica Walter, som i "Arrested Development" spillede Georges hustru, Lucille, anklagede Tambor for at have behandlet hende dårligt under optagelserne, og de afsløringer førte til konfrontationer mellem skuespillerne ifølge Cross:
"Det var en svær proces for alle. Og det var, du ved... ikke godt. Det var ikke godt for skuespillerne, det er helt sikkert."
Cross slår også fast, at det var betydelig sjovere at lave seriens tre første sæsoner i forhold til føljetonens to sidste Netflix-sæsoner, særligt fordi skuespillerne kun fik manuskripterne, lige før optagelserne gik i gang:
"Vi vidste ikke, hvad vi skulle lave. Tingene gav ikke mening. Og vi skød nye udgaver af gamle scener, fordi nogen havde fundet på en ny joke tre uger senere. Vi anede ikke, hvad der foregik. Der var mange frustrationer, og det førte til gnidninger."