Dansk scenograf nomineret til prestigefyldt pris for sit arbejde på "Ringenes herre: Magtringene"

Kristian Milsted har tidligere arbejdet på bl.a. "Watchmen"-miniserien og zombie-kultfilmen "The Girl with All the Gifts".

Årets award season er i fuld sving i Hollywood, hvor alskens store og små priser uddeles de kommende måneder til de personer, som har brilleret foran og bag kameraet på både film- og tv-fronten.

Forleden blev årets Golden Globes-vindere kåret, og de seneste dage har den amerikanske film- og tv-branches forskellige forbund annonceret deres pris-kandidater – eksempelvis har sammenslutningen af Hollywoods filminstruktører, The Director's Guild of America, for nylig annonceret årets nominerede instruktører inden for flere underkategorier.

Et andet forbund er The Art Directors Guild, som består af godt 3.000 medlemmer, der alle arbejder som enten scenografer, illustratorer, malere eller modelbyggere på tv-serier og film.

Og de har netop annonceret deres pris-kandidater, og særligt ét navn stikker ud blandt de nominerede: Kristian Milsted.

Den danske scenograf har længe været bosat i London og har i årevis arbejdet på internationale produktioner. Han blev i sin tid Emmy-nomineret for sin indsats på "Watchmen"-miniserien, og nu er han blevet nomineret for sit arbejde på Amazon Studios' enorme fantasy-satsning: "Ringenes herre: Magtringene".

Milsted er nomineret for Bedste scenografi i underkategorien Tv-serie Fantasy, som i øvrigt ikke blot (som navnet ellers antyder) dækker over fantasy-genren, men alle serier med verdensfjerne omgivelser, inklusive science fiction-føljetoner. Det understreges af kategoriens andre nominerede titler, herunder "Dune: Prophecy", "Fallout" og "Silo". Milsted dyster også mod chefscenografen på en anden stor fantasy-serie: HBO's "Game of Thrones"-spin-off, "House of the Dragon".

Milsted har været med til at udarbejde en gennemarbejdet præsentation af sit arbejde, der kan studeres på ADG-forbundets hjemmeside her. Her understreger Milsted bl.a., at hans hold byggede hele 110 nye kulisser til seriens 2. sæson, og der er en del flotte billeder af flere af disse og forarbejdet på dem.

ADG-priserne uddeles i Hollywood den 10. februar i år. Vi krydser naturligvis fingre for, at vores talentfulde landsmand snupper guldet. Vi interviewede i øvrigt Milsted sidste år om hans strålende arbejde på "Ringenes herre: Magtringene", og du kan læse det komplette interview her:

LÆS OGSÅ: Moovy Exclusive: Interview med den danske scenograf bag de storslåede kulisser i "Ringenes herre: Magtringene": Kristian Milsted

Kommentarer

Dansk scenograf nomineret til prestigefyldt pris for sit arbejde på "Ringenes herre: Magtringene"

  • ★★★★★★1

    Jeg krydser fingre for Milsted, Magtringenes visuelle udtryk ligger langt foran hvad man burde kunne forvente af en skærmserie.

    Det vil være fuldt fortjent hvis han tager prisen!

    Wayne12-01-25 08:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen