Danske trekkies kan endelig se den sidste sæson af "Star Trek: Lower Decks", når den udkommer på Blu-ray i marts

Sæson 5 af den Emmy-nominerede animationsserie er stadig ikke blevet gjort tilgængelig via streaming i Danmark.

For få dage siden blev den 5. sæson af "Star Trek: Lower Decks" rundet af i USA på streamingtjenesten Paramount+. Men desværre har danske trekkies måttet spejde forgæves efter sæsonen på de streamingtjenester, der kan tilgås herhjemme.

Nyere "Star Trek" har haft et lidt pudsigt "online-liv". Serien "Star Trek: Picard" udkom på Prime Video, mens "Star Trek: Discovery" blev kickstartet på Netflix, før den blev overført til SkyShowtime, som har lanceret de fleste nyere "Star Trek"-serier – med undtagelse af netop "Star Trek: Lower Decks", hvis tre første sæsoner også udkom på Prime Video. Men derefter udløb en rettighedsaftale mellem Amazon og Paramount, og SkyShowtime har af uransagelige årsager ikke overtaget føljetonen.

Hvorom alting er, så har vi nu godt nyt til "Star Trek"-fans herhjemme: den officielle "Star Trek"-hjemmeside bekræfter, at 5. sæson af "Star Trek: Lower Decks" udkommer på dvd og Blu-ray i USA den 25. marts. Vi ved endnu ikke, om der også produceres en dansk udgivelse, men sæsonen bliver stensikkert udgivet i andre europæiske lande, og ellers kan man jo snildt bestille den amerikanske udgivelse hjem, hvis man er utålmodig.

Læs også: Så er det officielt: Paul Giamatti fik "Star Trek"-rolle – på grund af Moovy

Den samme dag udkommer en boks med samtlige fem sæsoner af "Star Trek: Lower Decks", som rummer godt fem timers ekstramateriale.

I "Star Trek: Lower Decks" er hovedpersonerne officererne om bord på USS Cerritos – et af Starfleets umiddelbart mindst prestigefyldte rumskibe, der længe blev spist af med røvsyge rutineopgaver, men som gennem serien bliver en større og større spiller i kampen for galaktisk fred i det 24. århundrede. I lydstudiet har bl.a. Tawny Newsome ("Space Force"), Jack Quaid ("The Boys") og Jerry O'Connell ("Stand By Me") pustet liv i seriens Starfleet-helte.

Og i seriens 5. og sidste sæson optræder der pludselig en lang række "huller" i rummet, som skaber en masse ravage. Kan Cerritos mon redde galaksen fra denne unikke trussel?

Apropos "Star Trek", så kan du snart komme til en "Star Trek"-inspireret mini-filmfestival i FORMAT Biograf, hvor Moovy.dk tropper op og introducerer to sci-fi-perler: "Forbidden Planet" fra 1956, som var en stor inspiration for "Star Trek", og "Galaxy Quest" fra 1999, som er inspireret af "Star Trek". Book billetter her.

Selvom "Star Trek: Lower Decks" netop har takket af, så har trekkies en masse nyt "Star Trek" at se frem til – inklusive både sæson 3 og 4 af "Star Trek: Strange New Worlds", tv-filmen "Star Trek: Section 31", den spritnye spin-off "Star Trek: Starfleet Academy" og to nye biograffilm.

Kommentarer

Danske trekkies kan endelig se den sidste sæson af "Star Trek: Lower Decks", når den udkommer på Blu-ray i marts

  • ★★★★0

    Men Trekkies er jo et moderne folkefærd, naturligvis bruger de ikke fysiske medier længere!

    dyg 7-01-25 15:11

  • ★★★★★★0

    Men Trekkies er jo et moderne folkefærd, naturligvis bruger de ikke fysiske medier længere!

    Duuuuuude! Du skal have genset 3. sæson af "Picard" – alle der er forbundet til netværket bliver overtaget af The Borg, mens det gamle rumskib fra fordums tid redder dagen! Hele sæsonen var én lang, tydelig kærlighedserklæring til Blu-ray-formatet! <3

    The Insider 7-01-25 15:34

  • ★★★★★0

    Hvis det er Alison Pill der er Borg Queen, så havde jeg ikke så meget imod at blive overtaget :-)

    S. Rico 7-01-25 16:37

  • ★★★★★★0

    Der må jeg sige, at hun er ufattelig grim! Eller mere udglattende: Møj lidt køn. 

    davenport 7-01-25 16:56

  • ★★★★★0

    Har haft et crush på hende siden Dear Wendy

    S. Rico 7-01-25 17:23

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen