Det er vel ikke en overraskelse hvis de vælger at annoncere det på forhånd?
Den sagnomspundne animationsserie "Star Wars: Detours" lander måske snart på Disney+
Den glemte animationsserie blev oprindeligt annonceret helt tilbage i 2012, men projektet blev lagt på is, da Disney opkøbte Lucasfilm selvsamme år.
Ifølge The Vulcan Reporter har Disney planer om snart at lancere "Star Wars: Detours" på Disney+.
Animationsserien, der blev annonceret tilbage i 2012, har aldrig set dagens lys, selvom cirka 50 episoder efter sigende allerede ligger klar til at blive vist.
Projektet gik mere eller mindre i glemmebogen i kølvandet på Disneys opkøb af Lucasfilm, men nu tyder det altså på, at serien måske alligevel snart kommer for en dag.
"Star Wars: Detours" er en komisk animationsserie, som parodierer den berømte franchise med et selvironisk take på begivenhederne i den fjerne galakse. En gammel trailer til serien kan ses herunder.
Læs også: Desværre, "Star Wars"-fans! Jar Jar Binks vender IKKE tilbage
Serien finder sted mellem de to første "Star Wars"-trilogier, hvor fokus er på dagligdagens problemer blandt galaksens mere almindelige og undseelige skabninger.
Der bydes dog også på gensyn med legendariske karakterer som Han Solo, Darth Vader og Obi-Wan Kenobi i serien, som oprindeligt er udtænkt af George Lucas himself. Bl.a. "Family Guy"-skaberen Seth MacFarlane og "Robot Chicken"-skaberen Seth Green medvirkede desuden i lydstudiet.
Rygterne går på, at Disney pønser på at overraske "Star Wars"-fans ved at frigive "Star Wars: Detours" på Disney+ den 4. maj - bedre kendt som "Star Wars"-dag - men i skrivende stund er rygtet ikke bekræftet fra officielt hold.
Til gengæld er det sikkert og vist, at en anden og mere seriøs animationsserie ved navn "Star Wars: The Bad Batch" lander på Disney+ på ovennævnte dato.