Desværre, "Star Wars"-fans! Jar Jar Binks vender IKKE tilbage

Trods ihærdige rygter gør den udskældte gunganer ikke comeback i den kommende "Star Wars"-serie om Obi-Wan Kenobi.

Jar Jar Binks hører ikke just til blandt fan-favoritterne i "Star Wars"-mytologiens formidable persongalleri.

Faktisk medførte introduktionen af den computeranimerede karakter tilbage i 1999 så hård kritik, at Jar Jar-skuespilleren Ahmed Best på et tidspunkt overvejede at tage sit eget liv som følge af de ubehagelige og personlige tilsvininger.

Men tiden læger som bekendt alle sår. Figuren er delvist blevet taget til nåde af fansene, og Best har selv ved senere lejligheder udtalt, at han er frisk på at vende tilbage i rollen som Jar Jar i et kommende "Star Wars"-projekt.

Der har derfor længe floreret rygter om, at Best formentlig ville gøre comeback i rollen som den klodsede gunganer i Disneys kommende Obi-Wan Kenobi-miniserie – måske endda iført fuldskæg! – men dem har Best nu selv endegyldigt manet i jorden.

Læs også: Rygte: Luke Skywalker får sin egen serie på Disney+

Skuespilleren skriver således på Twitter: "Tak for kærligheden, men jeg medvirker ikke i serien. Også selvom jeg ville have elsket at være en del af den. Men jeg er ekstatisk over at se mennesker, jeg elsker højt, finde sammen igen for at udrette store ting."

Selvom vi altså må undvære Ahmed Best som Jar Jar, er der andre skuespillere, som gør spændende comebacks i "Star Wars"-regi.

Joel Edgerton og Bonnie Piesse vender nemlig tilbage i rollerne som hhv. Owen og Beru Lars – roller som de først spillede i "Star Wars: Episode II - Klonernes angreb" og "Star Wars: Episode III- Sith-fyrsternes hævn". 

Derudover er Ewan McGregor naturligvis med om bord i den titulære hovedrolle som den ikoniske jedi-mester, mens Hayden Christensen også gør comeback som selveste Darth Vader/Anakin Skywalker. 

Miniserien forventes at ramme Disney+ engang i 2022.

Kommentarer

Desværre, "Star Wars"-fans! Jar Jar Binks vender IKKE tilbage

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen