Disney afslører nye detaljer om premieren på Marvels "WandaVision"

Den første MCU-tv-serie lander på Disney+ om få dage.

Efter flere års gigantisk succes i biografmørket er Marvel Studios og selskabets filmunivers, MCU, nu klar til også at blive en magtfaktor af rang på tv-fronten. 

"WandaVision" bliver det første skud på stammen af nye Marvel-tv-serier til Disney+, og den bygger angiveligt bro mellem de to seneste "Avengers"-film og den kommende "Doctor Strange in the Multiverse of Madness".

Serien vil fokusere på forholdet mellem Vision og Scarlet Witch/Wanda Maximoff, og hvis man erindrer, hvad der skete med Vision i "Avengers: Infinity War", sidder man formentlig tilbage med en del spørgsmål, som "WandaVision" forhåbentlig vil besvare. 

Nu har Disney og Marvel så afsløret, at seriens to første afsnit begge vil ligge klar på Disney+ i forbindelse med premieren 15. januar.

De følgende afsnit udkommer herefter én gang om ugen fra 22. januar, hvor afsnit 3 får premiere - indtil niende og sidste afsnit ruller over skærmen på Disneys populære streamingtjeneste 5. marts. 

Udover "WandaVision" kan vi også se frem til MCU-serierne "Loki", "The Falcon and The Winter Soldier" samt "What if...?", som alle udkommer på Disney+ i løbet af 2021.

Kommentarer

Disney afslører nye detaljer om premieren på Marvels "WandaVision"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen