Den første sæson var virkelig god og interessant at se, så jeg glæder mig meget til at komme i gang med sæson 2. :)

Disneys dokumentarserie "Light & Magic" om VFX-firmaet ILM får snart en sæson 2
Den kommende sæson fortsætter den fascinerende historie om George Lucas’ legendariske special effects-firma, Industrial Light and Magic.
Tilbage i 2022 udkom dokumentarserien "Light & Magic" på Disney+. Den kritikerroste serie tog publikum med bag kulisserne på George Lucas' sagnomspundne special effects-studie, Industrial Light and Magic – også kaldt ILM.
Et studie, der i årtier har leveret overdådige visuelle effekter til et hav af store Hollywood-blockbustere såsom "Tilbage til fremtiden"-, "Terminator"- og "Harry Potter"-filmene – samt ikke mindst filmserien, som startede det hele: Den originale "Star Wars"-trilogi fra 1970'erne og 1980'erne.
Se også: Filmmagi når det er bedst i traileren til "Light & Magic" om ILM og George Lucas
Første sæson af "Light & Magic" handlede især om George Lucas’ kamp for at skabe den originale "Star Wars"-film fra 1977 – herunder ikke mindst arbejdet med at gøre filmens visuelle effekter overbevisende i en tid før computergrafikkens indtog. Som bekendt overgik "Star Wars" alle forventninger, og i kølvandet på produktionens kolossale succes blev ILM et brandvarmt og eftertragtet navn.
Den kommende sæson 2 tager tråden op efter ILM's banebrydende arbejde med effekterne til Steven Spielberg-klassikeren "Jurassic Park" fra 1993. Det var nemlig efter premieren på netop dén film, at George Lucas blev klar over, at de visuelle effekter nu var på så højt et niveau, at han omsider kunne indfri drømmen om at skabe "Star Wars"-prequel-trilogien.
I 2. sæson får vi dermed bl.a. historien om tilblivelsen af Episode I, II og III, men vi kommer også bag om kameraet på blockbustere som "Twister", "Pirates of the Caribbean"-franchisen og Steven Spielbergs "War of the Worlds".
Der er altså masser af filmmagi i vente, når 2. sæson af "Light & Magic" udkommer på Disney+ den 18. april.