Don't Dead Open Inside.

En ny "The Walking Dead"-spin-off er på vej
"Isle of the Dead" bringer os til det postapokalyptiske New York.
Den nærmest udødelige zombie-serie "The Walking Dead" står efter mere end et årti med et ben i graven. Allersidste afsnit af den sejlivede serie løber over skærmene senere i år.
Det betyder dog ikke, at franchisen er død og begravet til den tid. Tværtimod. For nu er der netop løftet sløret for endnu en spin-off-serie, der denne gang vil bringe fortællingen om de levende døde til New York.
Læs også: Titlen på Zack Snyders "Army of the Dead 2" afsløret
Serien har fået titlen "Isle of the Dead" og vil følge Negan og Maggie på deres færd igennem New Yorks smuldrende gader. Indtil videre er serien planlagt som en miniserie, der vil bestå af seks afsnit.
"Isle of the Dead" er blot én af de mange "Walking Dead"-spin-offs, der vækkes til live i den kommende tid. Ud over en film om sheriffen for det hele, Rick Grimes, er både en antologiserie med titlen "Tales of the Walking Dead" samt en anden spin-off-serie, der vil følge Darryl og Carol, også på vej.
Som en stavrende zombie er "The Walking Dead"-franchisen umulig at slå ihjel. Spørgsmålet er så bare, om der er bid nok til at holde seerne fanget, eller om interessen så småt er ved at rådne op...