Herligt :-)
Enterprise slynges ud i en interplanetarisk ildkamp i nyt klip fra 3. sæson af "Star Trek: Strange New Worlds"
I 2025 får vi endelig fortsættelsen til sæson 2's nerveflænsende cliffhanger, og det går ikke stille for sig!
Det er lige godt et år siden, at 2. sæson af "Star Trek: Strange New Worlds" blev rundet af med et brag af en finale, som efterlod rumskibet USS Enterprise midt i et drabeligt opgør med de blodtørstige, reptilagtige gorns.
Tilbage i maj blev seriens hold færdige med optagelserne til sæson 3, men vi afventer stadig nyt om en premieredato. Tilbage i juli fik vi så det første klip fra sæson 3, som var gennemsyret af gakket humor, mens det nyeste, nedenstående klip er anderledes alvorligt og giver os et lille smugkig på opfølgeren til sæson 2's cliffhanger.
Se også: Moovy TV: Interview med "Star Trek: Strange New Worlds"-stjernerne Anson Mount og Rebecca Romijn
Takket være skuespilleren Paul Wesley, som i serien spiller en yngre kaptajn James T. Kirk (der oprindeligt blev spillet af William Shatner i den første "Star Trek"-serie og franchisens syv første spillefilm), så ved vi i øvrigt, at sæson 4 går i produktion allerede i februar 2025.
"Star Trek: Strange New Worlds" handler om rumskibet Enterprises eventyr i Mælkevejen i det 23. århundrede omtrent 10 år før kaptajn Kirk og Spocks missioner i den oprindelige "Star Trek"-serie fra 1960'erne. Anson Mount spiller Kirks forgænger, kaptajn Christopher Pike, mens Ethan Peck spiller en ung Spock.
3. årgang af "Star Trek: Strange New Worlds" warper som sagt ind på SkyShowtime engang i 2025, og det nyeste klip fra sæsonen kan ses her: