"Fast & Furious"-stjerne svinger lyssværd i Obi-Wan-serien

Sung Kang kommer muligvis til at krydse klinger med Ewan McGregor i den meget imødesete "Star Wars"-serie.

"Fast & Furious"-veteranen Sung Kang har landet en rolle i "Star Wars"-serien om Obi-Wan Kenobi. Skuespilleren har været fan af stjernekrigsfilmene siden barnsben, og nu er han altså selv blevet en del af det kulørte univers.

I Justin Lins actionfyldte "Fast & Furious"-film, senest "Fast & Furious 9", spiller Kang den heroiske Han med efternavnet Lue – altså ikke Solo.

Kang har i et interview med Screen Rant afsløret, at hans karakter har et lyssværd. Men om figuren befinder sig på Kraftens mørke eller lyse side er dog stadig en hemmelighed.

Læs også: Optagelserne til Obi-Wan Kenobi-miniserien er i hus

Rygterne går dog på, at Kang måske skal spille en af Imperiets grumme inkvisitorer. Hvis det viser sig at være sandt, er det næppe utænkeligt, at Kang kommer til at krydse klinger med Ewan McGregor, som gør comeback i rollen som den aldrende Jedi-legende Obi-Wan Kenobi.

Miniserien byder også på et gensyn med Hayden Christensen. Han skal endnu en gang portrættere Anakin Skywalker/Darth Vader, mens Joel Edgerton og Bonnie Piesse også vender tilbage i rollerne som hhv. Owen og Beru Lars.

Der har desuden været ryger fremme om, at en purung Luke Skywalker måske dukker op i serien, der kommer til at bestå af seks afsnit.

Handlingen finder angiveligt sted 10 år efter de skæbnesvangre hændelser i "Star Wars: Episode III - Sith-fyrsternes hævn".

Optagelserne er for længst i hus, og det ventes, at Obi-Wans nye eventyr lander på Disney+ engang i 2022.

Kommentarer

"Fast & Furious"-stjerne svinger lyssværd i Obi-Wan-serien

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen