I Saw him standing there….
Forest Whitaker vender tilbage som Saw Gerrera i "Rogue One"-spin-off
Den garvede skuespiller vender tilbage som den excentriske oprørsleder i serien "Andor".
"Star Wars"-karakteren Saw Gerrera har efterhånden optrådt på kryds og tværs i den fjerne galakse. Oprørslederen har medvirket i animationsserierne "Star Wars: The Clone Wars", "Star Wars Rebels" og "Star Wars: The Bad Batch" samt videospillet "Star Wars Jedi: Fallen Order".
De fleste "Star Wars"-fans husker dog nok især figuren fra "Rogue One: A Star Wars Story", hvor Oscar-vinderen Forest Whitaker portrætterede den lunefulde rebel, der spiller en vigtig rolle i oprørsalliancens spæde begyndelse.
Nu vender Whitaker snart tilbage i rollen som Saw i den kommende "Star Wars"-serie "Andor" til Disney+.
Læs også: Optagelserne til første sæson af "Star Wars"-serien "The Book of Boba Fett" er i hus
Det afslørede kollegaen Stellan Skarsgård ("Chernobyl") for nylig i forbindelse med et interview i et svensk radioprogram. Skarsgård har landet en endnu unavngiven rolle i den nye serie, og han deler angiveligt mindst et par scener med Forest Whitaker i "Andor".
"Andor" handler om oprørssoldaten Cassian Andor, der spiller en fremtrædende rolle i førnævnte "Rogue One: A Star Wars Story".
Diego Luna er naturligvis tilbage i den titulære hovedrolle i serien, som beskrives som en spion-thriller, der finder sted før begivenhederne i "Rogue One".
På rollelisten optræder desuden Alan Tudyk, Genevieve O'Reilly, Denise Gough og Kyle Soller, og der er desuden rygter om, at Ben Mendelsohn og Jimmy Smits også vender tilbage i rollerne som hhv. Orson Krennic og Bail Organa.
"Andor" lander efter planen på Disney+ engang næste år.