"Frasier"-fortsættelse er i støbeskeen
"Frasier"-skuespilleren Kelsey Grammer har længe forsøgt at genoplive den populære sitcom, som sluttede i 2004, og nu ser det ud til, at det lykkes.
Tilbage i 2018 rapporterede vi her på Moovy, at skuespilleren Kelsey Grammer og selskabet CBS overvejede at lave en ny sæson af komedieserien "Frasier", hvori Grammer spiller titelrollen: en neurotisk psykiater og radiovært, som oprindeligt dukkede op i tv-serien "Sams bar".
"Frasier" kørte i 11 sæsoner fra 1993-2004 og modtog et væld af priser, herunder ikke mindre end 37 Emmy-statuetter.
Og nu har Variety bekræftet, at folkene bag CBS' kommende streaming-tjeneste, Paramount Plus, arbejder på at søsætte nye afsnit af serien.
Læs også: "The Godfather"-serie på vej til ny streamingtjeneste
Det kreative arbejde på de nye afsnit er dog knap nok begyndt, så der går nok en rum tid, før "Frasier"-fans får lov til at se Grammer og Co. i aktion igen.
Variety forklarer, at en af grundene til, at en ny "Frasier"-serie endnu ikke har set dagens lys, er seriens enorme, verdensomspændende popularitet. Den popularitet betyder, at skuespillerne forventer enormt høje lønninger, og kontraktforhandlingerne med seriens gamle stjerner kommer sikkert også til at kræve en hel del tid.
Ud over Grammer medvirkede bl.a. David Hyde Pierce, Jane Leeves, John Mahoney og Peri Gilpin i serien. Mahoney, som spillede Frasiers far i serien, døde i 2018.