"Friends"-skuespilleren James Michael Tyler er død, 59 år gammel

Tyler spillede caféejeren Gunther i 150 afsnit af den ekstremt succesfulde sitcom.

Efter flere års kamp mod kræft gik skuespilleren James Michael Tyler i går bort i sit hjem i Los Angeles. Det bekræfter skuespillerens manager.

Tilbage i 2018 blev Tyler diagnosticeret med fremskreden prostatakræft, som han bekæmpede helt frem til sin død – en frygtelig sygdom, som skuespilleren forsøgte at skabe mere opmærksomhed omkring i en video for den amerikanske prostatakræft-fond tidligere i år.

Tidligere i 2021 medvirkede Tyler også kort i tv-begivenheden "Friends: The Reunion", hvori han medvirkede hjemmefra via Zoom på grund af sin sygdom.

Netop "Friends" er uden tvivl det største punkt på Tylers CV. Skuespillerens IMDb-profil er relativt lille, og oprindeligt var det også meningen, at skuespilleren blot skulle have ageret statist i "Friends" (1994-2004), som på dansk blev døbt "Venner".

Men som "Friends"-skaberen David Crane slår fast i en udtalelse, så indså han og hans kollegaer hurtigt, at Tyler vitterligt var en god og sjov skuespiller, så de gav ham den tilbagevendende rolle som caféejeren Gunther, der optrådte i næsten 150 afsnit af den prisbelønnede komedieserie.

Undervejs i serien forelskede Gunther sig tilmed i en af seriens hovedpersoner, Rachel, der blev spillet af Jennifer Aniston, som på de sociale medier netop har udtalt: "'Friends' havde ikke været det samme uden dig. Tak for al den latter, som du berigede både serien og vores liv med. Du vil blive savnet."

Flere af seriens andre skuespillere har også udtalt sig i kølvandet på Tylers alt for tidlige bortgang. På Instagram skriver Courteney Cox, som spillede Monica Geller i serien: "Størrelsen på den taknemmelighed, du udviste hver dag på settet, er også størrelsen på min taknemmelighed over at have kendt dig. Hvil i fred, James."

Og Matt LeBlanc, som spillede den joviale Joey, skriver også på Instagram: "Vi grinede godt nok meget sammen. Du vil blive savnet. Hvil i fred, min ven."

I den førnævnte tv-special udtalte Tyler selv om sin tid på "Friends": "Det var ærlig talt de 10 mest mindeværdige år i mit liv. Jeg kan slet ikke forestille mig en bedre oplevelse. Alle var fantastiske og herlige at arbejde sammen med. Det var noget helt særligt."

Tyler efterlader sig sin hustru, Jennifer Carno.

Kommentarer

"Friends"-skuespilleren James Michael Tyler er død, 59 år gammel

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen