
Genopfrisk 1. sæson af "Andor" med 14 minutter langt resumé
Om 10 dage kickstartes den 2. (og sidste) sæson af "Star Wars"-serien på Disney+.
Der er nu blot halvanden uge til, at vi omsider får de første afsnit af 2. sæson af "Andor" – den kritikerroste og prisbelønnede "Star Wars"-serie, der handler om oprørssoldaten Cassian Andor (spillet af Diego Luna), som vi først mødte i den snart 10 år gamle "Rogue One: A Star Wars Story".
Og eftersom det snart er tre år siden, at den 1. sæson blev rundet af, så bebrejder vi ikke nogen, hvis de har brug for at få genopfrisket seriens 12 første episoder. Lykkeligvis har Lucasfilm produceret et gennemarbejdet video-resumé på et lille kvarter, som kan ses herunder.
Se også: Bag om "Andor" med "Star Wars"-seriens skurke
2. sæson af "Andor" er bl.a. blevet forsinket på grund af manuskriptforfatternes og skuespillernes strejker i Hollywood i 2023, men den 23. april skydes sæsonen altså i gang på Disney+ med tre spritnye afsnit. De efterfølgende ni episoder udgives også i bidder à tre afsnit, som bygger op til begivenhederne i "Rogue One: A Star Wars Story", hvor oprørerne kæmper for at få fingre i planerne til Det Galaktiske Imperiums ultimative våben: Dødsstjernen.
Danske Janus Metz ("Borg", "Hjertelandet") har vel at mærke instrueret tre af sæsonens episoder.
Moovy har i øvrigt talt med seriens skaber, Tony Gilroy, og flere af dens skuespillere (inklusive Stellan Skarsgård og Ben Mendelsohn), og de interviews kan du snart dykke ned i her på siden. Inden da kan du altså dykke ned i resuméet af sæson 1 her: