"Harry Potter"-serien har fundet sin Dumbledore

Det bliver en erfaren, amerikansk skuespiller, som ifører sig troldmandskåben i den kommende serie.

Det tyder på, at den kommende "Harry Potter"-serie har fundet sin rektor. Oprindeligt var der flere kilder, der pegede på den engelske skuespiller Mark Rylance ("Bridge of Spies"), men tilsyneladende bliver det en amerikansk skuespiller, der træder ind i rollen som den næste udgave af Dumbledore.

Den Emmy-vindende og Oscar-nominerede skuespiller John Lithgow er ifølge Deadline i øjeblikket i afsluttende forhandlinger med HBO og Warner Bros. om rollen som Albus Dumbledore. Og hvis det viser sig at blive Lithgow, der får rollen, vil det være første gang, en amerikansk skuespiller påtager sig rollen som den øverste troldmand på Hogwarts. Rollen er tidligere blevet spillet af Richard Harris, Michael Gambon og Jude Law, hvor sidstnævnte spillede den yngre udgave af Dumbledore i "Fantastic Beasts"-filmene. 

Læs også: "Fantastic Beasts"-seriens fremtid hænger i en tynd tråd

Lithgow kan for tiden opleves i den Oscar-nominerede "Konklave", som vi her på Moovy gav seks stjerner. Han har hele seks Emmy statuetter i bagagen – de seneste for hhv. sin rolle som Winston Churchill i "The Crown" og for sin rolle som Trinity-morderen i "Dexter". Derudover er han tidligere Oscar-nomineret to gange for Bedste mandlige birolle.

Der er endnu ingen andre navne på rollelisten, men foreløbige rygter peger på, at Paapa Essiedu ("Gangs of London") er i spil til rollen som Severus Snape, mens Janet McTeer ("Ozark") muligvis skal overtage rollen som professor Minerva McGonagall.

Hvem der skal spille henholdsvis Harry, Ron og Hermione, er dog endnu uvist. Indtil videre har 32.000(!) børn fra hele verden indsendt materiale som led i castingprocessen.

Kommentarer

"Harry Potter"-serien har fundet sin Dumbledore

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen