Jonah Hill er langt væk i en fjern galakse
Jonah Hill: Leonardo DiCaprio tvang mig til at se "The Mandalorian"
Hill er dog ikke just blevet fan af "Star Wars"-serien trods DiCaprios ihærdige forsøg...
Tro det eller ej, men der findes mennesker, som ikke bryder sig om science fiction i al almindelighed og "Star Wars" i særdeleshed.
Ét af disse mennesker er skuespilleren Jonah Hill ("Superbad", "War Dogs"), som sjældent ser sci-fi, og som tilmed har en regel: Hvis det ikke skete eller kunne ske, så har det ingen interesse.
Hill afslører nu over for W Magazine, at selveste Leonardo DiCaprio tvang ham til at se "Star Wars"-serien "The Mandalorian" og dermed også til at fravige reglen. Det skete under optagelserne til Netflix-megahittet "Don't Look Up", hvori begge stjerner medvirker.
Læs også: Eddie Murphy og Jonah Hill spiller sammen i ny Netflix-komedie
DiCaprios fascination af serien prellede dog af på Jonah Hill: "Leo tvang mig til at se 'The Mandalorian', da vi lavede 'Don’t Look Up', og jeg syntes, Baby Yoda var så nuttet, men jeg gav ikke en fuck, fordi jeg ikke anede, hvad det drejede sig om."
Til gengæld er 38-årige Hill kæmpe fan af fantasy-fænomenet "Game of Thrones", selvom han ankom lidt sent til festen: "Jeg ved, det er hysterisk morsomt, fordi jeg befinder mig i 2012. Jeg ser tre afsnit ad gangen som med alle andre serier. Men jeg glemmer, at det udfoldede sig i realtid og var en kulturel begivenhed."
Tiden må vise, om Leonardo DiCaprio en skønne dag tvinger Jonah Hill til se "The Star Wars Holiday Special" eller "The Book of Boba Fett". Men begge skuespillere kan under alle omstændigheder opleves i "Don't Look Up", der altså lige nu går sin sejrsgang på Netflix.