Har aldrig hørt om den om. Men går heller ikke særligt meget op i danske film eller serier og har ydermere ikke TV2 Play.

Kæmpe amerikansk brancheblad kårer "Efterforskningen" som årets bedste tv-serie
Variety placerer det danske tv-drama foran gigantiske successerier som "Mare of Easttown" og "Succession".
Vi nærmer os hastigt årets afslutning, og derfor er det ikke overraskende, at alverdens medier er begyndt at kåre årets bedste film og tv-serier – inklusive det amerikanske brancheblad Variety, som formentlig er USA's største film- og tv-relaterede nyhedsmedie.
Og Variety har netop kåret en dansk tv-produktion til årets bedste tv-serie – nemlig Tobias Lindholms "Efterforskningen", der stiller skarpt på den danske ordensmagts forsøg på at opklare mordet på den svenske journalist Kim Wall på en ubåd i de danske farvande i 2017.
Andre store tv-produktioner fra det snart forgangne år – dokumentarserien "Framing Britney Spears", "Succession" og "Mare of Easttown" – må tage til takke med henholdsvis en tiende-, syvende- og andenplads.
Læs også: "Efterforskningen" udkommer endelig på Blu-ray - men kun i Tyskland
Hele Varietys top 10 kan ses her. Om "Efterforskningen" skriver mediet:
"Denne danske tv-serie er årets mest fint formede bedrift. Skildringen af ordensmagtens omhyggelighed og omsorg, samt karakterernes udholdenhed over for håbløsheden, får serien til at række ud over dens centrale forbrydelses afskyelighed.
"Serien er et vidnesbyrd om den styrke, der ligger i at afdække sandheden – netop det, som Wall kæmpede så hårdt for at gøre gennem sit liv. Serien venter på at blive opdaget af et nyt publikum. Du kommer ikke til at fortryde at have set den."
"Efterforskningen" stiller især skarpt på politiets drabschef, Jens Møller Jensen (Søren Malling), specialanklageren Jakob Buch-Jepsen (Pilou Asbæk) og Walls forældre, Ingrid Wall (Pernilla August) og Joachim Wall (Rolf Lassgård). Lindholm lavede i øvrigt serien i tæt samarbejde med Jensen og Walls forældre.
"Efterforskningen" kan ses på TV 2 PLAY eller købes på dvd eller Blu-ray – dog kun i hhv. England og Tyskland.