Kevin Spacey skal betale 200 mio. kroner i erstatning til selskabet bag "House of Cards"

Den skandaleombruste skuespiller er blevet kendt skyldig i kontraktbrud takket være sin usømmelige adfærd.

For fire år siden kørte Kevin Spaceys karriere af sporet, og den har siden da været i frit fald, ovenpå en syndflod af alvorlige anklager om alt fra usømmelig adfærd og sexchikane til deciderede voldtægtsforsøg.

Mange af sagerne efterforskes stadig hos forskellige politi- og retsinstanser i både USA og Europa, men nu er en af dem netop blevet afgjort: Kevin Spacey skal betale 31 mio. dollars (lige godt 200 mio. kroner) i erstatning til produktionsselskabet MRC, som lavede serien "House of Cards" til streamingtjenesten Netflix.

Da lavinen af anklager mod Spacey begyndte at rulle, var MRC allerede i fuld gang med produktionen af to afsnit af 6. sæson af "House of Cards", mens manuskripterne til resten af sæsonens afsnit også var blevet færdiggjort.

Se også: Kevin Spacey sigtes for overgreb – og reagerer med bizar video

Men efter fyringen af Spacey måtte MRC sætte produktionen på pause, således at Spaceys hovedkarakter, Francis Underwood, kunne skrives ud af sæsonen, hvorefter Robin Wrights karakter, Claire Underwood, blev gjort til seriens hovedperson.

MRC var også tvunget til at droppe at lave i alt 13 afsnit som planlagt, og i stedet blev seriens 6. (og sidste) sæson blot 8 afsnit lang.

Derfor valgte MRC at sagsøge Spacey tilbage i januar 2019, da selskabet mente, at Spacey – takket være sine fyringsberettigede handlinger – var skyld i en masse ekstra udgifter og tabt fortjeneste. Og den vurdering har det amerikanske retsvæsen altså givet MRC medhold i.

Læs også: Kevin Spacey får sin første filmrolle i tre år

I en erklæring fastslår MRC om sagen, der bød på vidneudsagn fra over 40 mennesker, via Variety:

"Med én undtagelse mente dommeren, at alle vidner fremstod troværdige, og at deres anklager mod Spacey var sandfærdige. Dommeren mente, at Spaceys opførsel udgjorde et brud på hans skuespils- og producentkontrakter med MRC."

Dommeren betegnede ydermere Spaceys opførsel som "uhørt grov" og gav således MRC ret i, at skuespilleren/produceren havde kostet selskabet talrige millioner dollars i ekstra udgifter.

Retssagen udspillede sig faktisk i 2020, men resultatet blev hemmeligholdt, idet Spacey appellerede dommen. Men Spaceys appel er netop blevet afvist af et tremands dommerpanel, og således kunne dommen endelig annonceres.

Kommentarer

Kevin Spacey skal betale 200 mio. kroner i erstatning til selskabet bag "House of Cards"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen