Moovy og DR: Større, flottere, episk - forventninger til afslutningen på "The Crown" er i top

Moovy fik sig en snak med Danmarks Radio om, hvad vi kan forvente af afslutningen på den royale serie "The Crown", og hvilken arv Imelda Staunton skal løfte som Dronning Elizabeth II.

Forleden blev første billede af Imelda Staunton frigivet i rollen som Dronning Elizabeth II i Netflix' royale serie "The Crown", som er på vej med sin femte sæson.

Reaktionerne på castingen og ikke mindst billedet – om hvorvidt Imelda Staunton ligner den britiske dronning eller ej – har været mange. Og i den anledning fik vi på Moovy en snak med Danmarks Radio om, hvad vi kan forvente af den engelske skuespiller i rollen som Storbrittaniens regent.

LÆS OGSÅ: MOOVY OG DR: HER ER DE FEM BEDSTE OL-FILM

Imelda Staunton, der er bedst kendt som den hadske Dolores Umbridge i "Harry Potter"-serien og Mike Leighs abort-drama "Vera Drake", skal gå i fodsporene på Claire Foy og Olivia Colman, som har spillet rollen i tidligere sæsoner:

"Jeg tror sagtens, hun [Imelda Staunton] kan løfte arven. Hun er en kæmpe skuespiller, selvom hun ikke lige er én, der ringer en klokke hos de fleste. Det skal nok komme til at sidde lige i skabet; det er jeg ikke i tvivl om [...] Dolores Umbridge er dén rolle, mange forbinder hende med. Derfor kunne man godt tro, hun så bliver en rappenskralde af en dronning i 'The Crown', men jeg tror nærmere, hendes version af dronningen kommer til at minde om Olivia Colmans. Det ville være interessant, hvis hun spiller kontrolleret og tilbageholdt," siger Moovys Mikkel Abel.

"The Crown" er en af verdens dyreste serier, og de indtil nu fire sæsoner har eftersigende kostet omkring godt 2 milliarder kroner samlet. Hvorvidt femte og den sidste sjette sæson bliver dyrere, må tiden vise, men der er god grund til at have store forventninger, mener Mikkel Abel:

"'The Crown' er kun blevet flottere, større og mere episk for hver sæson. Så jeg forventer kun, at det bliver endnu bedre i sæson fem og seks. Det bliver spændende, hvor de trækker stregen i sandet, og hvordan de runder serien af."

Læs hele artiklen hos dr.dk.

Kommentarer

Moovy og DR: Større, flottere, episk - forventninger til afslutningen på "The Crown" er i top

  • ★★★★★★2

    Er hele redaktionen ved at blive ansat hos DR? ;-)

    Stærkt at et af landets største mediehuse kigger i Moovy's retning når de "vil vide mere"!

    Wayne 3-08-21 13:58

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen