Musikken til "The Mandalorian" udkommer snart på vinyl i overdådig boks

Kraften er med den lækre boks bestående af hele otte vinylplader!

Musikken til første sæson af "Star Wars"-franchisens første live-action-serie udkommer snart på vinyl i en lækker boks fra Mondo Records. Boksen fremstilles i 3500 eksemplarer og kan ses herunder.

Det er komponisten Ludwig Göransson, som har leveret tonerne til "The Mandalorian", der har gået sin sejrsgang på Disney+ siden seriens premiere i USA i november sidste år. Göransson er også kendt for sin underlægningsmusik til film som "Black Panther" og "Creed".

Scoret til hver episode af første sæson af "The Mandalorian" er fordelt på hver sin separate LP, så der er altså tale om en ret så overdådig udgivelse bestående af hele otte vinylplader. Derudover ledsages hver skive af et unikt omslag skabt til lejligheden af kunstneren Paul Mann.

Tonerne leder umiddelbart tankerne hen på spaghetti-western-genren, og musikken er inspireret af store kanoner som Ennio Morricone, Hans Zimmer og så selvfølgelig "Star Wars"-komponisten over dem alle, John Williams.

THE RISE OF BABY YODA

"The Mandalorian" finder sted fem år efter Imperiets undergang i "Jedi-ridderen vender tilbage", hvor man følger en enlig mandaloriansk krigers trængsler og eventyr i galaksens yderste afkroge – langt væk fra Den Nye Republiks indflydelse.

På rollelisten optræder Pedro Pascal i den titulære hovedrolle, og resten af castet tæller blandt andre Werner Herzog, Carl Weathers, Gina Carano, Taika Waititi og Nick Nolte.

Serien er blevet en enorm succes, ikke mindst takket være introduktionen af en vis Baby Yoda – eller The Child – der for længst har blæst alverdens "Star Wars"-fans bagover af ren og skær begejstring. Anden sæson får efter planen premiere i oktober i år, mens en tredje sæson er i støbeskeen.

"The Mandalorian"-vinylboksen kan forudbestilles fra 26. august, mens første sæson af serien kan streames på Disney+ fra 15. september i Danmark.

Kommentarer

Musikken til "The Mandalorian" udkommer snart på vinyl i overdådig boks

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen