Netflix afslører omsider premieredatoen på 2. sæson af "Star Trek: Prodigy"

Om blot et par uger kan trekkies endelig se den 2. (og måske sidste?) sæson af den prisbelønnede "Star Trek"-spin-off.

På trods af flotte anmeldelser, et par prestigefyldte priser (herunder en Emmy-statuette) og en varm modtagelse blandt fanskaren så valgte Paramount og CBS alligevel at skrotte animationsserien "Star Trek: Prodigy" sidste år efter blot én sæson.

Stikket blev vel at mærke trukket, mens seriens 2. sæson var ved at blive færdiggjort. Men lykkeligvis kom Netflix serien til undsætning, og streamingtjenesten betalte både for rettighederne til sæson 1 og for færdiggørelsen af sæson 2.

Siden da har fans ventet utålmodigt på nyt om 2. sæsons premieredato – særligt efter at hele sæsonen ved en fejl blev lanceret på en fransk tv-station tilbage i marts og dernæst røg ud på alskens piratsider. Vel at mærke kun med fransk tale.

Men nu ved vi altså, hvornår sæson 2 kan ses uden for Frankrig med engelsk – og i øvrigt også dansk – tale.

Læs også: Paul Giamatti får skurkerolle i ny "Star Trek"-serie

Netflix frigiver nemlig alle 20 afsnit af sæson 2 af "Star Trek: Prodigy" mandag den 1. juli.

Alt peger dog på, at det i stedet bliver streamingtjenesten SkyShowtime, som kommer til at distribuere sæson 2 herhjemme i Danmark. Det er også dér, man kan (gen)se sæson 1.

Vi afventer stadig nyt om den danske premieredato, men andre "Star Trek"-serier er tidligere blevet udgivet dagen efter de amerikanske streaming-premierer, så vi krydser fingre for, at 2. sæson af "Star Trek: Prodigy" kan ses af danske trekkies fra og med den 2. juli.

"Star Trek: Prodigy" er franchisens første rent computeranimerede føljeton, som blev lavet i samarbejde med Nickelodeon og sigter efter at tiltrække de yngste seere. Serien udfolder sig i det 24. århundrede og handler om en gruppe unge rumvæsner, som udforsker galaksen på et Starfleet-rumskib, som de finder på en ubarmhjertig fængselsplanet.

Kommentarer

Netflix afslører omsider premieredatoen på 2. sæson af "Star Trek: Prodigy"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen