Netflix offentliggør første billeder fra "Gøgereden"-spin-off-serien "Ratched"

Kommende Netflix-dramaserie fortæller oprindelseshistorien om vores alle sammens hadesygeplejerske, Mildred Ratched.

Film som "Fargo" og "Westworld" er med stor succes blevet overført til serieformatet, der på kreativ vis har udvidet de respektive universer. At tiden nu er kommet til Milos Formans klassiker "Gøgereden" synes måske som helligbrøde – især at basere serien på måske den mest ondskabsfulde filmskurkinde, den ikoniske sygeplejerske Mildred Ratched.

En række nye Technicolor-kulørte billeder vidner dog om, at der kan være en positiv overraskelse i vente. Samt ikke mindst en interessant skuespillerbesætning, der tæller blandt andre Sarah Paulson, Sharon Stone, Cynthia Nixon, Corey Stoll, Judy Davis, Amanda Plummer og Vincent D'Onofrio.

I 1947 ankommer Mildred Ratched (Paulson) til det nordlige Californien for at søge om arbejde på et førende psykiatrisk hospital, hvor der udføres foruroligende eksperimenter. Ratcheds ellers smukke ydre erstattes dog af en voksende ondskab, der længe har ulmet indeni...

Serien er produceret af Ryan Murphy ("American Horror Story") og skrevet af Ian Brennan ("Glee").

"Ratched" består af otte afsnit og får premiere på Netflix 18. september i år.

Kommentarer

Netflix offentliggør første billeder fra "Gøgereden"-spin-off-serien "Ratched"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen