Netflix Dum dum dum, er ikke blot en velkendt lyd, men også tit indikationen af, levetiden for en ny serie.
Netflix skrotter "1899" efter bare én sæson
Den gådefulde serie – som har flere danskere foran kameraet – får altså ikke de tre sæsoner, som skaberne havde planlagt.
Endnu en stort opsat tv-serie er blevet aflivet før tid. Netflix har valgt at trække stikket på "1899", som altså blot fik én sæson med otte afsnit, der alle sammen udkom den 17. november sidste år.
Serien modtog fine – om end langtfra blændende – anmeldelser, og den blev imødeset med store forventninger, eftersom den blev skabt af kæresteparret Jantje Friese og Baran bo Odar, som stod bag den tyske Netflix-sensation "Dark" (2017-2020).
"1899" udspiller sig på tærsklen til det 20. århundrede, hvor et oldgammelt skib støder på et andet skib, som ellers var blevet afskrevet som forlist – og som huser en masse mareridtsagtige mysterier.
Se også: Bag om Nicolas Winding Refns "Copenhagen Cowboy" med to af Netflix-seriens cowboys
Jvf. Variety har Netflix endnu ikke kommenteret seriens aflivning, men førnævnte Baran bo Odar har bekræftet seriens død på sin Instagram-konto, hvor serieskaberen skriver:
"Det er med tungt hjerte, at vi må fortælle, at '1899' ikke får flere sæsoner. Vi ville have elsket at afrunde den her utrolige rejse med en 2. eller 3. sæson, ligesom vi gjorde med 'Dark'. Men indimellem går det bare ikke som planlagt. Sådan er livet.
"Vi ved, at det her vil skuffe millioner af fans derude. Men vi vil gerne takke jer hjerteligt for at have været en del af dette vidunderlige eventyr. Vi elsker jer."
Hvis "1899" vitterligt har millioner af fans, som bo Odar hævder, så er det da påfaldende, at den skrottes allerede nu. Variety fastslår da også, at serien debuterede som #2 på Netflix' topliste bag 5. sæson af "The Crown", og at Netflix-brugerne på blot fire dage havde streamet serien i sammenlagt 80 mio. timer.
"1899" havde i øvrigt flere danske skuespillere på rollelisten – herunder Clara Rosager ("Journal 64"), Lucas Lynggaard Tønnesen ("The Rain") og Alexandre Willaume ("Tomb Raider").