Nyt smugkig på 2. sæson af "Star Wars"-serien "Andor"

Oprørernes kamp mod Det Galaktiske Imperium spidser til i den næste (og sidste) sæson af den Emmy- og Golden Globes-nominerede "Star Wars"-serie.

Efter næsten tre års ventetid fik "Star Wars"-fans omsider den første officielle trailer til 2. sæson af "Andor" i sidste uge.

Men nu er Disney og Lucasfilm pludselig klar med det andet smugkig på to uger. En spritny, kort featurette – som kan ses herunder – giver os en masse nye klip fra sæsonen og også et par bemærkninger fra filmens skabere og skuespillere.

Mest bemærkelsesværdigt er det nok, at seriens hovedrolleindehaver, Diego Luna, insisterer på, at vi "ikke skal have nogen forventninger." Og det bliver ærlig talt ret svært, Diego, oven på jeres første forrygende sæson...

Se også: Bag om "Andor" med "Star Wars"-seriens skurke

I 2. sæson af "Andor" følger vi nok en gang oprørssoldaten Cassian Andor (Luna), som gennem serien udvikler sig fra en gemen tyveknægt til en af oprørernes vigtigste soldater i kampen mod Det Galaktiske Imperium – få år før begivenhederne i George Lucas' første "Star Wars"-film fra 1977.

Den Oscar-nominerede filmmager Tony Gilroy ("Michael Clayton") er fortsat seriens kreativt ansvarlige showrunner, mens bl.a. danske Janus Metz ("Borg", "Hjertelandet") har instrueret afsnit af sæson 2, der byder på i alt 12 episoder. Sæsonen kickstartes den 23. april på Disney+ i Danmark. Se den omtalte featurette her:

Kommentarer

Nyt smugkig på 2. sæson af "Star Wars"-serien "Andor"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen